Når ens nærmeste har fødselsdag, så kan man blandt andet fejre det ved sige tillykke til dem, eller ved at sende en skriftlig lykønskning.

Hvis man ønsker at gøre lidt mere ud af den særlige dag, så kan man følge i supermodellen Winnie Harlows fodspor og sende et fly på vingerne.

For da den canadiske models kæreste, Los Angeles Lakers-spilleren Kyle Kuzma, fredag fyldte 25 år, havde supermodellen fået et fly til at pryde himlen med et banner.

'Tillykke med fødselsdagen, kong Kuz. Jeg elsker dig. Winnie,' stod der på banneret, der fredag cirkulerede rundt over Disney World i Orlando, Florida, hvor Kyle Kuzma i øjeblikket er tvunget i isolation, inden NBA-sæsonens forventede genstart torsdag i næste uge, skriver News.

På grund af basketballspillerens tvungne isolation, var det ikke muligt for kæresteparret at se hinanden, hvorfor Winnie Harlow valgte at fejre kærestens fødselsdag på den spektakulære facon.

Mens parret har været adskilt, har kontakten mellem dem ellers foregået over Facetime, men på Kyle Kuzmas specielle dag skulle der altså tilsyneladende gøres lidt ekstra.

I et opslag på Instagram har 25-årige Winnie Harlow delt en række billeder af parret, hvor hun også har sendt en fødselsdagshilsen afsted til kæresten.

'Tillykke med fødselsdagen. Jeg er velsignet over at kende dit smukke hjerte og sjæl. Uendelige timer i karantæne med Facetime, og nu er jeg fanget,' skriver modellen og fortsætter:

'Tak, fordi du hjalp mig ud af min komfortzone og efterfølgende gjorde mig tilpas uden for min komfortzone. Tak, fordi du får mig til at smile hver dag, tørrer mine tårer væk, og presser mig til at være den bedste, jeg kan være,' lyder det blandt andet i Harlows opslag.

Den 25-årige canadiske model, der har over otte millioner følgere på Instagram, blev kendt i offentligheden, da hun i 2014 medvirkede i det amerikanske tv-program 'America's Next Top Model'.

Hun er især kendt for at være ramt af sygdommen vitiligo, der har medført, at dele af modellens krop har mistet sin naturlige pigment.

Kyle Kuzma blev i 2017 draftet til Los Angeles Lakers. Den 203 centimeter høje forward har siden da spillet over 200 kampe for holdet.

Kyle Kuzma fik en speciel fødselsdagshilsen, da han fredag fyldte 25.
Kyle Kuzma fik en speciel fødselsdagshilsen, da han fredag fyldte 25. Foto: Katelyn Mulcahy
Vis mere

Los Angeles Lakers og resten af NBA-holdene skal efter planen spille basketball-sæsonen færdig i Disney World i Orlando i et forsøg på at begrænse smitterisikoen for coronavirus.