På maven med hovedet i asfalten. Hænderne i håndjern. Og med en pistol til hovedet.

Sådan endte det for NFL-stjernen Michael Bennett, da han i forrige weekend var i Las Vegas for at se den overhypede boksekamp mellem Floyd Mayweather og Conor McGregor.

»Det eneste, jeg kunne tænke på, var, om jeg nu skulle dø af ingen anden grund, end at jeg var sort. Og at min hudfarve på en eller anden måde blev set som en trussel,« lyder det fra Seattle Seahawks-spilleren.

Michael Bennett fortæller selv om episoden i en meddelelse, som han har lagt ud på sociale medier.

Om hvordan han flygtede efter at han lige som hundredvis af andre tilstede hørte skudlignende lyde. Om hvordan politiet udelukkende gik efter ham i mængden, overmandede ham og gav ham håndjern på. Om hvordan politibetjenten satte en pistol til hans hoved efterfulgt af en besked om, at han ville ’få blæst hovedet af’, hvis han bevægede sig.

Michael Bennett har selv lagt et af de billeder, der har floreret af episoden ud på Twitter:

»Mit liv passerede foran mine øjne. Jeg tænkte på mine piger. Ville jeg nogensinde se dem igen? Eller se dem få børn? Eller igen få chancen for at kysse min hustru og fortælle hende, at jeg elsker hende?« som Michael Bennet fortæller.

Det hele endte med, at NFL-stjernen fik lov at gå efter det, der for ham føltes ’som en evighed’. Ikke mindst fordi politiet fandt ud, hvem han var.

Efter Seahawks-spilleren har fortalt om episoden, har det vakt stor opsigt og opstandelse i USA. Ikke mindst efter de nylige racerelaterede uroligheder i Charlottesville, hvor højreekstremister og Ku Klux Klan-medlemmer stødte sammen med moddemonstranter.

Og ikke mindst på grund af NFL-quarterbacken Colin Kaepernick situation, hvor han ikke kan få et job hos noget hold i ligaen på grund af sine protester mod undertrykkelsen af sorte i USA - det kan du læse mere om her

Michael Bennett drager selv paralleller til de sorte amerikanere, der i de seneste år uforvarende er blevet slået ihjel på åben gade af dem, der egentlig skulle passe på dem: Ordensmagten.

»Systemet bedragede mig. Jeg kan kun forestille mig, hvad Eric Garner, Michael Brown, Trayvon Martin, Tamir Rice og Charleena Lyles følte,« lyder det fra Michael Bennett i sin gengivelse af hændelsen.

Michael Bennett er aktiv stemme i sortes kamp for ligestilling i USA. Det kommer også til udtryk, når han blive siddende under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi inden NFL-kampe.
Michael Bennett er aktiv stemme i sortes kamp for ligestilling i USA. Det kommer også til udtryk, når han blive siddende under afspilningen af den amerikanske nationalmelodi inden NFL-kampe. Foto: Kirby Lee
Vis mere

På en pressekonference har han efterfølgende kort fortalt om mødet med politiet, som han kalder ’traumatisk’.

»Tror jeg, at alle politifolk er dårlige mennesker? Nej, det tror jeg ikke. Tror jeg, at der er nogle derude, er bedømmer andre efter deres hudfarve? Ja, det tror jeg,« konstaterede Michael Bennett, inden han igen tydeligt påvirket forlod podiet.

Footballspilleren har fået ubetinget opbakning fra sit hold, lige som NFL-bossen Roger Goddell er kommet med en utvetydig besked:

»Vi støtter Michael og alle NFL-spillere i at fremme gensidig respekt mellem ordensmagten og de samfund, de tjener. Under fair og ligelig behandling i forhold til loven.«

Fra Las Vegas Politi har man informeret om, at hændelsen med Michael Bennett nu vil blive undersøgt.

Politiet har selv holdt pressekonference, hvor undersherif Kevin McMahill forklarede, at Michael Bennett var blevet tilbageholdt i højst 10 minutter.

På et spørgsmål om, hvorfor det var lige netop var den store, sorte NFL-spiller, der blev udset som mål af de tilstedeværende politibetjente, lød svaret fra politimanden:

»Det kan jeg ikke rigtigt svare på.«

Michael Bennett har meddelt, at han vil lægge sag an mod politiet i Las Vegas på grund af den behandling, han blev udsat for. Hele optrinnet kan faktisk ses på en video hos mediet TMZ her.

Se hele Michael Bennets gengivelse af optrinnet herunder: