Meget var egentlig, som det plejer at være under årets 'Sport 2023'.

Mange priser, store smil fra de to værter og enorme hyldester.

Men hvad, man ikke kunne se i tv-stuerne, var, at aftenens ene vært Josefine Høgh fik ekstra hjælp, når hun ikke lige var på skærmen.

Tv-værten blev nemlig støttet, hver gang hun skulle bevæge sig rundt i Boxen, fortalte hun til B.T. efter lørdagens store show.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Årsagen er, at hun for noget tid siden kom til skade med sit ene knæ under en fodboldkamp.

Så slemt, at det faktisk krævede en operation sidste år, fordi hun delvist overrev sit ene ledbånd, et korsbånd og fik en revne i menisken.

»Jeg har hele tiden skullet have en arm fra en hjælper ned og op ad trapperne, fordi al den konfetti er meget glat, og jeg må heller ikke bøje benet mere end halvfems grader eller lave et vrid. Jeg er stadig ved at hele,« lød det fra Josefine Høgh.

Inden showet delte hun også en story på Instagram, hvor hun viste, hvordan hun bar en fin sko på den ene fod og crocs på den anden. 

Derudover afslørede hun for få dage siden, at hun stadig går med en skinne, som hun først slipper for i løbet af den kommende uge.

»Jeg fik i dagens anledning lov til at have et kompressionbind på, men jeg har haft skinnen på i seks uger i denne omgang. Og så 3,5 måned samlet...så jeg er ved at være godt træt af den,« fortalte hun og slog fast, at hun vil tilbage på fodboldbanen efter en lang genoptræning:

»Det var derfor, jeg lod mig operere. Hvis ikke jeg gjorde det, så kunne jeg ikke komme tilbage og spille fodbold. Jeg skal ikke have nogle begrænsninger.«

Du kan genopleve hele årets 'Sport 2023' i B.T.s liveblog LIGE HER.