Jeanette Ottesen er rystet over, at Dansk Svømmeunion pure afviser den kritik, som 23 svømmere har rejst af trænerstilen på landsholdet og de meget omtalte offentlige vejninger.

Til DR Sporten siger Ottesen:

»Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan ignorere over 23 svømmeres historier. Det er jo ikke, fordi det er fedt for os at stå frem og sige de her ting. Hvad skulle vi få ud af at sige det, hvis det ikke er rigtigt? Det gør mig dybt ked af det, hvis jeg skal være helt ærlig,« siger hun.

Den danske svømmers reaktion kommer efter, at Lars Green Bach, sportschef i Dansk Svømmeunion, mandag afviste, at der har været offentlige vejninger siden 2005, hvor unionen forbød det i sit regelsæt.

»Retningslinjerne er blevet fulgt, og de er blevet efterlevet,« siger Lars Green Bach til DR.

Sagen om de offentlige vejninger kom frem tidligere i denne måned i en DR-dokumentar med navnet ’Svømmestjerner - Under overfladen’.

Her fortæller tidligere og nuværende elitesvømmere om en meget hårdhændet trænerstil i Dansk Svømmeunion. Noget, der har ført til, at flere af svømmerne fik psykiske problemer og spiseforstyrrelser.

Og her bliver særligt de offentlige vejninger af svømmerne kritiseret.

»Jeg ser det som rigtig fangelejragtigt. Når jeg ser køen for mig, bliver det ekstremt mørkt inden i mig. Jeg husker hele situationen og hallen som ekstremt mørk,« siger Jeanette Ottesen i dokumentaren.

Lars Green Bach har siden sagt til TV 2 Sport, at han føler sit citat om, at retningslinjerne skulle være fulgt, er taget ud af en kontekst.

Til TV 2 fortæller han, at han refererede til en persons tale under svømmeunionens generalforsamling i lørdags.

»Den person fortæller, at vedkommende har oplevet, at retningslinjerne er blevet fulgt. Og så siger jeg, at der er nogen, der har haft en anden oplevelse. Det siger jeg i sammenhæng med det, personen har sagt, og ikke som svar på, hvad 23 svømmere har oplevet,« siger Lars Green Bach.