I adskillige år har den canadisk-italienske træner Mario Simioni haft hjemmebane i Vojens som Sønderjyske-træner, men han havde ikke noget sjovt gensyn, da han mandag gæstede Vojens i spidsen for Frederikshavn White Hawks.
Sønderjyske vandt med 5-1 og satte mere eller mindre tingene på plads allerede i første periode med en føring på 3-0.
Rasmus Schultz Lyø bragede Sønderjyske i front efter fem minutter, da han i powerplay tog chancen fra distancen.
Godt midtvejs i perioden blev Frederikshavn spillet fra hinanden, og Jonas Borring serverede for en helt fri Nikolaj Krag-Christensen, der fordoblede.
Kort efter spadserede italieneren Angelo Miceli igennem og scorede til 3-0, igen i overtal.
Efter en målløs anden periode bragte svenske Gustav Nielsen hjemmeholdet på 4-0, før hans landsmand Filip Persson endelig fik Frederikshavn på tavlen.
Amerikaneren Matt Kopperud lukkede for Sønderjyske til 5-1 kort før tid.
Med sejren bringer Sønderjyske sig op på femtepladsen i Metal Ligaen med 21 point for 17 kampe. Frederikshavn er næstsidst med 16 point.
/ritzau/
