Golden State Warriors havde profilen Stephen Curry med igen, da holdet tabte til Detroit Pistons.

NBA-stjernen Stephen Curry vendte natten til søndag dansk tid tilbage på basketballbanen med blandet succes.

Golden State Warriors-spilleren havde misset de foregående 11 kampe på grund af en skade i lysken, og i sit comeback tabte han og holdet 102-111 til Detroit Pistons på udebane.

Curry var rusten fra kampens begyndelse og brændte sine første tre skud, før der var gevinst. Han fulgte op med 27 point, men missede 11 skud i løbet af opgøret.

- Jeg havde bare ikke den rigtige timing og så ikke kurven særlig godt. Anden halvleg var bedre, og jeg er sikker på, at det bliver bedre kamp for kamp, siger Curry.

Golden State Warriors, der har vundet NBA-mesterskabet de seneste to år, har hentet 15 sejre i 24 kampe i denne sæson. Det rækker til en fjerdeplads i Western Conference før søndagens kampe.

Hos Detroit Pistons var det den tidligere Los Angeles Clippers-spiller Blake Griffin, der var i fokus.

Han scorede 26 af holdets 111 point, mens Andre Drummond bidrog med 16 point og 19 rebounds.

- Det var selvsagt en fantastisk sejr. Man kunne fornemme på publikum og stemningen, at vi mødte et stort hold, og vi forsvarede vores hjemmebane, siger Griffin.

Detroit har 13 sejre og 7 nederlag i sæsonen. Også det rækker til en øjeblikkelig fjerdeplads - i Eastern Conference.

/ritzau/AFP