»Jeg vil virkelig gerne ud og konkurrere og repræsentere Danmark, når næste sæson begynder.«

Sådan lyder meldingen fra den russiske speedskater Sofia Thorup, der har fire VM-medaljer på cv'et samt en lang række EM-medaljer, herunder fem af guld.

Den 25-årige speedskater, der er dansk gift, har tidligere båret efternavnet Prosvirnova, og nu har hun fået grønt lys af både DIF og Dansk Skøjteunion til at stille op i rødt og hvidt.

Hun mangler at blive frigivet af det russiske forbund, hvilket hun har fået positive meldinger om, og så skal det internationale forbund også sige god for skiftet.

Den russiske speedskater er på et helt andet niveau.
Den russiske speedskater er på et helt andet niveau. Foto: WANG Zhao
Vis mere

Skøjtestjernen er partner med Viktor Thorup, som også har skøjtet hurtigt for Danmark ved flere OL.

»Det er en stor beslutning, jeg har truffet sammen med Viktor. Der var mange faktorer, der spillede ind,« siger hun til B.T.

»Jeg vil bare være sammen med den person, jeg elsker mest, og være der, hvor jeg er mest glad.«

Hendes danske mand regner med, at de nok skal få tingene i orden inden næste sæson.

»Det danske forbund er glade for at få Sofia. Hun er med al respekt den bedste individuelle udøver, vi nogensinde har haft,« siger han.

Lige siden Ruslands invasion af Ukraine har det ikke været uden problemer at være russisk statsborger i den vestlige verden. Reaktionerne mod Sofia Thorup har dog været begrænsede.

»Jeg har allerede set et par negative kommentarer, men jeg kender mine grunde til at skifte. Jeg ved, at det er den bedste beslutning for mig. Der vil altid være folk, der har en mening om det, men jeg prøver at fokusere på mig selv og det, der gør mig mest glad,« siger hun.

»Mange vil nok tro, at det er politisk, men det er det ikke på nogen måde. Havde hun været svensk, så ville det have været en helt anden situation. Vi håber, at folk vil være forstående.«

»Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker. Jeg er så taknemmelig for den måde, jeg er blevet modtaget på. Jeg har aldrig haft negative oplevelser med danskerne.«

Det er dog sjældent, hun bliver konfronteret med spørgsmål omkring Vladimir Putin og den russiske indtrængen i nabolandet, når hun er i Danmark.

»Nej, det er nok lidt tabubelagt.«

»Jeg kan ikke lide at tale om det, for jeg kan ikke sige meget,« siger hun diplomatisk.

Indtil nu er hun altså heller ikke officielt frigivet fra russisk side til at stille op for Danmark.

»Det har haft virkelig store konsekvenser for mange mennesker, og for os har det også gjort livet meget kompliceret,« siger Viktor Thorup om krigen i Ukraine.

Mens de venter, har hun indtil videre nået at holde to træningslejre for unge atleter.

»Hvis jeg kan give lidt tilbage, så er jeg meget glad.«

Den nye speedskating-sæson begynder i efteråret.