Rusada-direktør Yuri Ganus er træt af, at landets atletikforbund ikke gør nok for at rydde op i butikken.

Efter at Det Russiske Atletikforbund (Rusaf) i 2015 blev udelukket fra international atletik som følge af afsløringer af statsstøttet doping, er der blevet ryddet op i landets antidopingmyndighed, Rusada.

Til gengæld er der ikke sket de store ændringer i toppen af atletikforbundet, og det er et stort problem, mener den nuværende direktør for Rusada, Yuri Ganus.

Ifølge ham forhindrer det, at der kan blive ryddet op, så Rusland igen kan komme ind i varmen hos Det Internationale Atletikforbund (IAAF).

- Jeg beder alle forbundets topfolk om at gå af, siger Ganus i et interview med den franske sportsavis L'Equipe ifølge AFP.

- Vi (Rusada, red.) samarbejder med IAAF, vi laver undersøgelser. Men efterslæbet er enormt. Det er systemets problem, fordi der er bevis for, at der har været indblanding oppefra.

Russisk atletik er fortsat suspenderet, og ved det forstående VM i Doha vil russiske atletikudøvere fortsat kun kunne stille op under neutralt flag. Og de skal kunne bevise, at de ikke har været involveret i den statsstøttede doping.

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, suspenderede også Rusada i 2015, men efter oprydningsarbejdet i Rusada blev suspenderingen ophævet for et år siden.

Yuri Ganus langer også ud efter landets sportsminister, Pavel Kolobkov.

- Der er folk, som går imod mit arbejde, eksempelvis sportsministeren, der bliver ved med at forsvare og bakke op om Dmitry Shlyakhtin som præsident for atletikforbundet (Rusaf, red.), siger Ganus.

Så sent som i juni kom det frem, at flere russiske atletiktrænere, der er idømt lange karantæner for involvering i dopingsagen, fortsat trænede udøvere.

- Så længe vi ikke er ærlige over for os selv, kan det internationale samfund ikke ophæve suspenderingen af Rusland, siger Ganus.

- Vi kan først ende denne katastrofe, når vi indser, at straf er uundgåelig, og at ingen kan flygte fra deres ansvar, tilføjer han.

/ritzau/