Den tidligere rugby-stjerne Gareth Thomas er kommet i de britiske mediers søgelys, efter hans ekskæreste, Ian Baum, har anklaget ham for at skjule sin hiv-sygdom for ham.

Ekskæresten sagsøger derfor rugbystjernen for 150.000 pund svarende til 1,3 millioner danske kroner.

Ian Baum mener, at Gareth Thomas handlede uagtsomt.

'Ved at google GSK1-pillen opdagede sagsøgeren, at sagsøgte tog antiviral hiv-medicin,' skriver BBC, der har fået indsigt i den britiske højesterets juridiske dokumenter om sagen.

Gareth Thomas.
Gareth Thomas. Foto: Christophe Ena
Vis mere

Ian Baum er efterfølgende selv testet positiv for hiv og forsatte forholdet til den kendte rugbyspiller. Her skulle Thomas ifølge de juridiske dokumenter have brugt kontrollerende adfærd over for Baum for at forhindre, at hans hiv-status blev kendt i offentligheden.

Gareth Thomas er blandt de få rugby-spillere i verden, som åbent har stået frem om sin homoseksualitet. Waliseren sprang ud i december 2009.

»Han fremstillede sig selv som en talsmand for kampen mod hiv, uden selv at afsløre at han havde overført hiv til sagsøgeren i 2014,« fremgår det af dokumenterne.

Gareth Thomas er flere gange blevet hyldet af briterne for sin åbenhed. Rugbystjernen kom selv frem i medierne med sin hiv-positiv-status i 2019.