Lyt til artiklen

»Det bliver meget emotionelt.«

Cathrine Laudrup-Dufour er ikke i tvivl. På mandag gør hun det for sidste gang.

Rider ind på den store scene på MCH Arena i Herning med hesten Atterupgaards Cassidy.

»Han har været min makker gennem hele min ridekarriere. Det er noget, jeg har taget lidt tilløb til, og som jeg er rigtig glad for skal ske i Herning foran det danske publikum, der har været så gode til at bakke ham og mig op, lige siden vi var små.«

»Det bliver meget følelsesladet, men det er også noget, jeg glæder mig til. Jeg er stolt over, at Cassidy får lov at træde ind på den scene en sidste gang sammen med mig,« siger den danske dressurstjerne om hesten, der herefter bliver pensioneret.

Glæden i stemmen er ikke til at tage fejl af, når hun skal sætte ord på, hvad den 19-årige hest har betydet for hende. Alt.

En grundsten for alt det, hun kan i dag. Et brand. Alt det, hun har lært af hesten, er en del af hendes identitet.

Rejsen har budt på blandt andet fem danske seniormesterskaber, EM-bronze, OL og topresultater ved World Cup-stævner.

Cathrine Laudrup-Dufour og Cassidy til OL i Rio i 2016.
Cathrine Laudrup-Dufour og Cassidy til OL i Rio i 2016. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

En hest, som flere ikke troede, ville nå til tops på den måde, men som lykkedes i stor stil.

Det har givet selvtillid, en tro på, hun er dygtig, og at hun kan noget med heste, forklarer Laudrup-Dufour.

Hun har i mange år slået fast, at netop Cassidy aldrig skulle sælges.

Efter OL i Rio fik Dufour-familien ellers et tilbud på hesten, der ligesom mange andre heste af den kaliber ligger i en stor millionklasse. Takkede de ja, kunne dressurstjernen principielt gå på pension resten af livet. Men det blev et klart nej.

Cathrine Dufour på Atterupgaards Cassidy i 2020.
Cathrine Dufour på Atterupgaards Cassidy i 2020. Foto: Bjoern Larsson Rosvall
Vis mere

»Han er bare min bedste ven, der betyder alt for mig. Han kom ind i mit setup, inden det blev til forretning, inden det blev til karriere. Han har været med fra start. Man ville heller ikke bare sælge sin hund eller bedste ven for nogle penge i verden,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er lykkelig for, at jeg sagde nej, for jeg havde bare ikke været der, hvor jeg er nu. Så kan det godt være, jeg havde haft nogle penge på kontoen, men hvorfor … jeg kan købe en bil, men den kan jeg jo ikke ride på. Jeg går op i heste og ridning med alt i mit liv og vier hele mit liv og min partners liv, det ville slet ikke give mening for mig at have en helvedes masse penge på kontoen i stedet for at have Cassidy i stalden,« siger hun med et smil i stemmen.

Cathrine Laudrup-Dufour har flere andre topheste, men tror ikke, hun finder en som Cassidy igen. En hest, hun har en særlig forbindelse med, som er 'once in a lifetime'.

De red sidste officielle stævne sammen i oktober. Et stævne, ekvipagen vandt, og det var egentlig meningen, de skulle til lidt flere.

»Men da jeg stillede mig op på skamlen og stod med Cassidy, tænkte jeg: 'Det her kunne fandeme godt være det sidste'. Der havde jeg en mavefornemmelse af, at det var sidste gang, vi red ind på den store scene, og tænkte: 'Husk lige at tage det ind',« siger Dufour, der egentlig var meldt til et stævne i februar, der dog blev aflyst.

Nu ser den 30-årige danske stjerne bare frem til turen på MCH Arena på hesten, hun har haft, siden hun var 17 år.

»Jeg har grædt mange glædestårer. Tårer, fordi det er følelsesladet, men nu glæder jeg mig til det og til at vise ham frem igen. Han fortjener en hyldest sidste gang,« siger hun.

I Herning er VM i Dressur i fuld gang, og her er Cathrine Laudrup-Dufour med på hesten Vamos Amigos.