Rødovre vender 1-3 til 4-3 på under et minut og slår Herlev
Herlev var foran før tredje periode, men et gyldent minut vendte kampen og sikrede Rødovre sejren på isen.

Herlev var foran før tredje periode, men et gyldent minut vendte kampen og sikrede Rødovre sejren på isen.

Fra 1-3 til 4-3 på mindre end et minut. Det var, hvad der skete på isen i Rødovre fredag aften.
Det gyldne minut sikrede sejren til værterne fra Rødovre Mighty Bulls, der vandt 5-3 over Herlev Eagles i Metal Ligaen.
Det så ellers svært ud for Rødovre, da holdet gik ind til tredje periode.
Charles Curti havde bragt gæsterne foran 1-0 i første periode, inden Rødovres Christian Thunbo udlignede.
I anden periode fik Herlev dog overtaget, da de to svenskere Isac Göransson og Isac Jonsson sørgede for, at gæsterne kunne gå til pause med en føring på 3-1.
Den holdt dog ikke længe i tredje periode.
Der var spillet 1 minut og 42 sekunder, da Jesse Vuorela reducerede. Målet satte tilsyneladende ild under skøjterne hos hjemmeholdet, som blot 22 sekunders effektiv spilletid senere udlignede. Mathias Lehmann Hansen stod for 3-3-scoringen.
Rødovre var stadig ikke færdige. Blot 27 sekunder efter udligningen bragte Sebastian Strømstad værterne foran 4-3.
Til sidst lukkede Miku Ronkainen kampen med scoringen til 5-3.
Sejren bringer Rødovre op på 14 point, og holdet passerer dermed Rungsted Seier, som rykker ned på sidstepladsen i Metal Ligaen.
Rungsted tabte samtidig fredag 1-4 til Frederikshavn White Hawks, der ligger på andenpladsen i den danske ishockeyliga med 30 point efter 14 kampe.
Med nederlaget tabte Herlev terræn i jagten på en plads i pokalturneringens Final 4. Her deltager de fire hold, der har samlet flest point efter 16 kampe i Metal Ligaen.
Herlev ligger på femtepladsen med 18 point efter 15 kampe.
Sønderjyske, der indtager fjerdepladsen, har også 18 point, men har kun spillet 13 kampe.
RITZAU