Hvis man troede, at Herning Blue Fox nemt ville tage fire sejre i træk i kvartfinaleserien mod undertippede Rødovre Mighty Bulls, så tog man fejl.
Godt nok vandt favoritterne fra Herning fredag aften den første kvartfinale med de klare cifre 4-0 på egen is.
Men søndag slog Rødovre overraskende tilbage med en 3-2-sejr på sjællandsk is. Dermed står det nu 1-1 i kampe. Der spilles bedst af syv kampe.
Rødovre fik den bedste start og kom foran 1-0 efter fem minutter på et mål af Lukas Macklin.
Herning svarede dog godt tilbage i første periode med mål af Josh Prokop og Nick Pastujov. Dermed førte det jyske hold 2-1.
I anden periode viste den danske landsholdsback Malte Setkov stor målfarlighed, da Rødovre-spilleren sendte pucken i mål to gange på blot fem minutter og vendte 1-2 til en 3-2-føring.
Flere mål blev der ikke scoret foran de 1176 tilskuere i Rødovre.
I Vojens tog Herlev Eagles den anden sejr på stribe mod Sønderjyske. Herlev vandt 3-1 ude over sønderjyderne og er nu foran 2-0 i kampe.
I den kamp vendte Herlev 0-1 til en 3-1-sejr på tre mål i de to sidste perioder.
Rungsted Seier Capital udlignede hjemme i kvartfinaleserien mod Esbjerg Energy. Nordsjællænderne, der blev nummer seks i grundspillet, vandt søndag 2-1 over grundspillets nummer tre.
Begge Rungsteds scoringer faldt i powerplay.
Den seneste sæsons forsvarende mester, Odense Bulldogs, øgede senere søndag til 2-0 i kampe i kvartfinaleserien mod Aalborg Pirates.
Fynboerne vandt på egen is 2-1. Nordjyderne kom ellers foran 1-0 i anden periode, men to Odense-scoringer i tredje periode vendte kampen på hovedet.
/ritzau/
