Som planlagt er den danske OL-guldmedaljevinder Anne-Marie Rindom tilbage i den danske SailGP-båd til den nye sæson.
Hun kommer i første omgang til at dele rollen som strateg med brasilianske Kahena Kunze, der har været barselsvikar for Rindom og Katja Salskov-Iversen.
Og datteren er med på turen rundt i verden.
- Det nye liv er helt sikkert anderledes. Der er en lille nu, som dikterer, hvad jeg kan og ikke kan. I andre sportsgrene er kvinder kommet tilbage, og jeg starter roligt ud.
- Målet er bare at have hende med rundt, og så må vi se, hvordan det går. Lige nu deler Kahena og jeg strategrollen. Det er meget godt for mig, at jeg ikke er presset til at være i båden i hvert eneste løb, siger Rindom til den danske båds Instagram-profil.
SailGP-sæsonen åbner lørdag og søndag i australske Perth.
Den danske båd med skipper Nicolai Sehested i spidsen sluttede sidste sæson som en samlet nummer 7 af 12 både.
Sæsonens sidste grandprix sluttede af med den første danske eventsejr i indtil videre fem SailGP-sæsoner.
/ritzau/
