René Holtens frygtelige sorg: 'Det mest forfærdelige nogensinde'
Den tidligere kajakhelt afslører i sin nye bog, at han og partneren Birgitte mistede deres første barn.

Den tidligere kajakhelt afslører i sin nye bog, at han og partneren Birgitte mistede deres første barn.

Han har vundet ædelt metal til OL, VM og EM, men nu fortæller en af Danmarks bedste kajakroere om et traume, der har sat sig ufatteligt hårdt i ham.
Det fortæller den 37-årige René Holten Poulsen i en ny bog med titlen ‘Kompromisløs’, der udkommer 5. november.
Holtens mareridt startede med et opkald fra kæresten Birgitte, som grådkvalt fortalte, at hun havde fået en frygtelig besked til en ekstra scanning af deres ufødte barn: De skulle forberede sig på en abort.
»Jeg rejser samme aften tilbage til Danmark, for Birgitte skal føde det barn, der ikke kan leve i vores verden. Det er den mest forfærdelige oplevelse, jeg nogensinde har været igennem. Det var dybt hjerteskærende at se Birgitte gennemleve et fødselsforløb, hvor vi kendte udfaldet, men slet ikke kunne forholde os til virkeligheden.«
I et liv, hvor alt førhen havde handlet om at blive verdens bedste i kajakken, så kunne den tanke pludselig ikke være længere fra Holtens hoved.
Han gjorde alt i sin magt for at støtte sin partner, selvom han også selv var sønderknust, fortæller han i bogen.
»Vi skulle ikke være forældre til et levende barn – vores var dødt. Det var hårdt. At Birgitte overhovedet kom igennem den fødsel, forstår jeg knapt. Det var så smertefuldt at være vidne til.«
Senere blev de forældre til to drenge, der i dag er henholdsvis to og et år.
René Holten Poulsen og Birgitte Vangsaae har dannet par siden 2020 og blev gift i august 2026.