En misset OL-deltagelse i 2021 sendte den danske kajakstjerne René Holten Poulsen ud på kanten. Helt tæt på et karrierestop.

Sporten, som han har viet så meget af sit liv og sin tid til, blev ved at give dårlige oplevelser, og tankerne om at trække pagajen fyldte stort hos den tredobbelte verdensmester, der før har kæmpet med et traume efter OL-skuffelsen i Rio de Janeiro.

»Jeg havde dage sidste år, hvor jeg overvejede karrierestoppet. Jeg har flere gange tænkt: 'Fuck det lort!'«

Nedture og dårlige resultater har tidligere i karrieren voldt store problemer for den 33-årige kajakroers psyke. Men flere nye tiltag gennem 2021 har fået de dystre tanke til at fordufte, og de har givet et tiltrængt livspust til karrieren.

Det fortæller René Holten Poulsen, der nu har nye drømme og mål om succes ved OL i 2024 – både alene og med sin ti år yngre makker i toerkajak på 500 meter, Victor Gairy Aasmul.

»Jeg er nået et sted hen, hvor jeg synes, det er sjovt at ro kajak igen. Det er en sejr i sig selv og en lettelse at kunne lukke kapitlet med min lortesæson og det missede OL sidste år,« siger den tidligere verdensmester og forklarer sin vej til det lettere sind:

»Man kan ikke slette det traume, jeg har haft. Men jeg er blevet i stand til at se på det udefra og er blevet bedre til at nyde, hvad jeg laver.«

»Jeg har eksempelvis droppet mit Excel-ark med oversigt over mine tider. Jeg kiggede på tiderne konstant, og det er selvforstærkende, når det går dårligt. Så jeg er holdt op med at slå mig selv i hovedet hele tiden.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Og så har det hjulpet at få rusket op i dagligdagen med en ny træner og en ny disciplin at kaste sig over.

»Jeg har fået min gamle makker, Kim Wraae, som træner, og så gik vi i gang med toerkajakken. Det var et frisk pust, og havde jeg ikke fået dem, så var jeg næppe fortsat karrieren. Det tror jeg ikke på – uden at kunne vide det,« siger René Holten.

Den tidligere verdensmester har altså rejst sig oven på mange hårde år.

Ved OL i 2016 var han Danmarks største guldhåb, men han skuffede stort. Han udviklede et traume, som han først blev bekendt med flere år efter, og undervejs måtte han høre på kritik for at være en dårlig taber med dårlige undskyldninger.

Det gjorde det ikke nemmere at være René Holten Poulsen i den periode.

»Det var helt sikkert noget, som påvirkede mig – og specielt, fordi jeg var nede i forvejen. De fleste synes nok, at det er træls, når omverdenen ser negativt på en, når de har set positivt på en før,« siger Holten Poulsen og ser blandt andet tilbage på sin forklaring om, at hans OL-skuffelse skyldtes sygdom og græs på kajakken.

»Jeg har ikke ændret noget i forhold til mine forklaringer. For jeg ved jo, hvorfor et ræs er gået, som det er. Men i bagklogskabens ulideligt klare lys, kunne det godt være, jeg bare skulle sige: 'Det ved jeg ikke'.«

»Nogle kan høre forklaringen som en dårlig undskyldning, men det skyldes nok i bund og grund, at de ikke forstår, hvad der foregår derude.«

Foto: Szilard Koszticsak
Vis mere

I denne uge har René Holten - og Victor Gairy Aasmul - været i aktion ved VM i Halifax, Canada.

Fredag stod semifinalerne for døren i både enerkajak på 1000 meter og toerkajak på 500 meter, men i begge discipliner endte det med en fjerdeplads lige uden for en plads i A-finalerne.

I toerkajakken drømmer duoen om succes ved OL i 2024 og om at være en dominant faktor i de kommende år - fredagens skuffelse var en lille streg i regningen, men duoen holder humøret oppe.

»OL er det store mål, men vi havde drømt om succes allerede nu.«

»Vi formåede ikke at ro de løb til VM, som vi ved, at vi kan. Det blev noget rod, og vi endte med at sidde skævt i båden og kunne ikke få det til at hænge sammen, og det er virkelig træls, når vi ved, at vi kan ro hurtigere,« siger René Holten Poulsen og retter fokus mod næste mål - EM om to uger.

I enerkajak har rutinerede René Holten Poulsen tre VM-medaljer fra tidligere, og efter et par hårde år føler han sig på vej mod bedre tider i solo-disciplinen, selv om det blev ikke blev til en finaleplads.

»Jeg var i godt humør efter min semifinale. Det var et virkelig svært felt, og jeg roede faktisk et godt løb i forhold til alt, der er sket de sidste par år.«

»Jeg kan se, jeg ikke er så langt fra toppen, som jeg har været,« siger en optimistisk René Holten Poulsen.

Der er B-finale i enerkajak lørdag og B-finale i toerkajak søndag.