Fra St Mary’s University i Twickenham uden for London til Dyrehaven.

Sådan ser den 21-årige rekordpige Anna Emilie Møllers program ud op til Eremitageløbets 50 års jubilæum søndag 7. oktober.

I starten af september rejser Eremitageløbets ambassadør - efter veloverstået studentereksamen på Falkonergården Gymnasiums Team Danmark-linje - på et års studie- og træningsophold i England. Derefter vender hun hjem for at læse medicin.

»Jeg glemmer aldrig mit løb i Dyrehaven i 2016. Jeg glæder mig til et comeback i skoven, efter at Eremitageløbet glippede sidste år,« siger supertalentet.

At hun er i form til at slå sin egen løbsrekord i Eremitageløbet på 43.45, en forbedring på 14 sekunder af Dorte Vibjergs 18 år gamle rekord, er der næppe tvivl om.

For en uge siden blev hun i sin EM-debut i Berlin nr. 7 i finalen på 3.000 meter forhindring i 9.31.66 og forbedrede sin danske rekord fra OL i Rio de Janeiro med 1,02 sekunder.

Anna Emilie Møller blev hyldet på B.T. i 2016 efter at have forbedret Eremitageløbsrekorden hos kvinderne med 14 sekunder til 43.45. Søndag 7. oktober er hun tilbage i Dyrehaven til E-løbets 50 års jubilæum.
Anna Emilie Møller blev hyldet på B.T. i 2016 efter at have forbedret Eremitageløbsrekorden hos kvinderne med 14 sekunder til 43.45. Søndag 7. oktober er hun tilbage i Dyrehaven til E-løbets 50 års jubilæum. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Tiden er så meget desto mere bemærkelsesværdig, da det var et meget ujævnt løb med flere temposkift.

»Havde jeg fået mere ro og plads, havde jeg løbet nogle sekunder hurtigere. Jeg ved, at der er mere i mig. Derfor er jeg ikke helt tilfreds. Jeg løb min chance, men mentalt var det på grund af det hårde udlæg et hårdt løb. Det var positivt, at jeg ikke mærkede noget til de skader, der generede mig i vinter,« siger hun.

Anna Emilie Møller har i samarbejde med sin træner i Blovstrød Løverne, den tidligere maratonstjerne og vinder af Eremitageløbet, Kersti Jakobsen, prioriteret træningen i foråret og sommeren på bekostning af konkurrencer.

Hendes næste start bliver 22. august i Bergen på en flad 3.000 meter. I DM 25.-26. august i Odense løber hun 3.000 meter forhindring og formentlig 5.000 meter.

»Det er fristende at gå efter en dansk rekord på forhindringen. Det er selvfølgelig hårdt at holde tempo i et sololøb, men i modsætning til EM-finalen er der ingen andre, jeg skal forholde mig til,« siger hun.

Under opholdet på St Mary’s University skal hun træne i en god træningsgruppe og løbe for sin træners klub.

Forleden rundede den 50. udgave af verdens ældste motionsløb de 10.000 tilmeldte. Og hver dag vælter tilmeldingerne ind til den traditionsrige fest i dyrenes og løbernes skov.

Læs mere og tilmeld dig Eremitageløbet på elob.dk. Alle deltagere får tilsendt en flot jubilæums-t-shirt, og i målet hænger løbets arrangører, Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T., en stor jubilæumsmedalje om halsen på alle, der gennemfører de klassiske 13,3 kilometer på Danmarks smukkeste rute.