OL-faklen blev onsdag tændt forud for vinter-OL i Norditalien ved en indendørs ceremoni.
Ceremonien skulle have været afholdt udenfor på stadion i græske Olympia, men blev rykket indendørs på grund af varsel om kraftig regn.
Seks fakkelbærere skal i løbet af den kommende uge føre ilden gennem Grækenland, og den græsk-amerikanske alpine skiløber AJ Ginnis tager den første etape.
4. december vil faklen blive overdraget fra Athen til Italien, hvor den kommer til Rom to dage senere.
Derefter begynder stafetten, der leder frem til 6. februar, hvor vinterlegene begynder i Milano og Cortina d'Ampezzo.
Den 63 dage lange stafet omfatter 10.001 fakkelbærere, som tilsammen skal tilbagelægge over 12.000 kilometer gennem Italiens samtlige 110 provinser, før den når arenaen San Siro i Milano 6. februar.
Her skal faklen tænde OL-ilden, som officielt åbner legene.
Præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Kirsty Coventry, blev tydeligt rørt under sin tale ved ceremonien.
- Det var ikke meningen, at jeg skulle blive følelsesladet, men dette sted er meget specielt, siger Kirsty Coventry med tårer i øjnene.
Vinter-OL afholdes fra 6. til 22. februar.
/ritzau/
