Den danske golfspiller Rasmus Neergaard lavede fredag sin første hole-in-one på PGA Tour på noget nær det perfekte tidspunkt.

På anden rundes tredje hul sendte 27-årige Neergaard bolden i hul på første slag ved Austin Championship i Texas.

Turneringen i den amerikanske delstat er næstsidste mulighed for Neergaard for at samle tilstrækkeligt med point til et adgangskort til PGA Tour i næste sæson.

Det samme gælder for landsmanden og navnebroren Rasmus Højgaard.

Begge danskere fik en fornuftig indledning på turneringen torsdag med en runde i tre slag under par, hvilket rakte til en samlet 35.-plads. Fredag er Neergaard så godt i gang med at kravle op ad resultatlisten.

Neergaard er stadig i gang med anden runde, hvor en hole-in-one hjælper til, at han har gået de første syv huller i fem slag under par.

Rasmus Højgaard slår først ud på sin anden runde fredag aften dansk tid.

De to danskere jagter en plads blandt de 100 bedste spillere på sæsonranglisten, der sikrer sig fuld adgang til PGA Tour næste år.

Forud for turneringen i Austin var Neergaard nummer 108 på ranglisten, mens Højgaard indfandt sig på 119.-pladsen.

I Austin Championship lyder den samlede præmiesum på seks millioner dollar - omkring 40 millioner kroner.

Vinderen af turneringen kan se frem til en gevinst på lidt over en million dollar, hvilket svarer til 6,7 millioner kroner.

RITZAU