Professor i idrætshistorie Hans Bonde udelukker ikke OL uden tilskuere, eller at aflysning kan komme på tale.

Canada meldte natten til mandag ud, at man ikke har i sinde at sende atleter til OL, hvis det afholdes som planlagt til sommer, og i Australien har man bedt sine udøvere om at forberede sig på, at OL udsættes til 2021.

Coronakrisen har gjort sommerens OL mere end usikkert, og søndag meldte Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ud, at en udsættelse kan komme på tale, og at afgørelsen vil falde inden fire uger.

Hans Bonde, der er professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet, mener, at der er lagt maksimalt pres på IOC.

- IOC er på retræte, når forskellige landes regeringer har meldt ud, at det vil være klogt at udskyde, og Canada ovenikøbet har sagt, at de ikke vil sende deres atleter, siger Hans Bonde.

Han ser det som et vink med en vognstang om, at det bliver meget svært at afholde OL efter planen.

- IOC er meget hårdt presset, men OL er deres guldæg, som de kun har hvert fjerde år, så det er både et økonomisk og prestigemæssigt nederlag for dem, pointerer Bonde.

Som presset er nu, mener han ikke, at IOC kommer til at vente fire uger med at melde en afgørelse ud.

- Nej. Jeg kunne godt forestille mig, at den kommer før, men det afhænger også af, hvordan coronakrisen udvikler sig og specielt i Japan. Hvis tallene stiger drastisk der, vil beslutningen helt sikkert komme før.

IOC oplyste søndag, at man holder de fleste muligheder åbne. Hans Bonde mener også, at det er til overvejelse at afholde OL som planlagt fra 24. juli til 9. august, men uden tilskuere. Han tror, at "alt er på bordet".

- Da indtægterne fra OL i meget høj grad kommer fra tv, kunne man forestille sig den løsning, men på den anden side virker det også atmosfæreforladt, som vi har set ved blandt andet Champions League-kampe uden tilskuere, så spørgsmålet er, om det giver mening.

Han mener dog ikke, at Japan er interesseret i den løsning.

- OL er en meget nationalpolitisk begivenhed, hvor værtsnationen forventes at engagere sig, og der vil det være svært passiviserende, hvis nationens egne mennesker ikke kan heppe på deres atleter.

- Så vil det ikke have samme værdi for Japan som værtsnation, og man skal huske på, at det koster mange milliarder dollar at arrangere OL, og tit er det et kæmpe dræn for byen, skatteyderne og staten, der afholder. Dele af den investering vil gå tabt, hvis man ikke kan få den nationale eufori.

I sportsverdenen diskuteres det, om OL kan udsættes til senere på året, eller om 2021 skal tages i brug. Hans Bonde vil heller ikke afvise, at det kan blive nødvendigt helt at aflyse verdens største sportsbegivenhed.

- Det mener jeg, er fuldstændig umuligt at svare på, for det kommer an på, hvordan coronakrisen udvikler sig. Der kan komme en ny bølge, og den nuværende kan have et meget senere eskaleringspunkt, end vi regner med.

- Kigger man historisk på det, er det kun sket et par gange, at man har aflyst, nemlig under 2. verdenskrig. Det viser også coronaepidemiens alvor, at vi skal så langt tilbage. Det er et stærkt symbol på, at det globale fællesskab i øjeblikket er på standby, siger Hans Bonde.

/ritzau/