Birgit Petersen var i går nr. 10.000, der tilmeldte sig Eremitageløbets 50 års jubilæum søndag 7. oktober.

Det er første gang, det 55-årige postbud fra Horslunde i Lollands nordvestlige hjørne deltager i verdens ældste motionsløb.

»Jeg har hørt og læst så meget om Eremitageløbet og brænder for at opleve det. Det bliver en helt speciel oplevelse at løbe i Dyrehaven sammen med så mange tusinde andre. Og så i jubilæumsløbet,« siger hun.

»Vi er en halv snes stykker fra min klub, der skal være med i Dyrehaven. Det bliver en hyggelig tur. Jeg glæder mig.«

Foto: Foto: privat
Vis mere

Eremitageløbets 13,3 kilometer er længere, end Birgit Petersen nogensinde har løbet.

»Jeg var med i Royal Run over ti kilometer. Det gik fint. Jeg er indstillet på, at den kuperede rute i Dyrehaven bliver noget hårdere, men det afskrækker mig ikke,« siger hun.

Birgit Petersen kom ind i motionsbevægelsen, da hendes søn, Christian, for tre år siden startede Vestlolland Triatlonklub sammen med nogle kammerater.

»Christian opfordrede mig til at melde mig ind for at vise, at triatlon har plads til alle uanset alder og niveau. Jeg blev hurtigt bidt af sporten. Vi har et fantastisk fællesskab i klubben. Jeg nyder træningen og kan mærke, at jeg hele tiden forbedrer mig,« siger hun.

På elob.dk kan du læse mere og tilmelde dig dét løb, der åbnede danskernes øjne for motionens betydning for sundhed og velvære.

Alle deltagere i Eremitageløbet får en flot jubilæums-T-shirt, og i målet hænger arrangørerne fra Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T. er stor og unik jubilæumsmedalje om halsen på deltagerne.