OL-bronzevinderen Michelle Karvinen glæder sig til mulig debut i AL-Bank Ligaen for Rødovre Mighty Bulls.

Michelle Karvinen glæder sig til at komme hjem til familien og vennerne efter sit olympiske eventyr. Og måske venter der hende en ny oplevelse på tirsdag i Rødovre Skøjte Arena.

Er Rødovre Mighty Bulls sidste grundseriekamp uden betydning for top 4 eller playoff, debuterer hun i AL-Bank Ligaen mod Hvidovre. Dermed skrives historie. Det er aldrig sket før, at en kvindelig ishockeyspiller har spillet i den bedste nationale liga for mænd.

Sporten.dk præsenterede Michelle for nyheden fra morgenstunden i Vancouver oven på nattens bronzefest.

- Fedt. Det bliver sjovt. Jeg håber, tingene falder på plads, siger en glad Rødovre-pige, som ikke frygter mødet med de fysisk langt større og stærkere mandlige spillere.

- Jeg skal leve på min teknik og hurtighed, som jeg gør det på Rødovres herrehold i 1. division og U-20.

Det blev sent, inden hun kom i seng efter bronzekampen i Canada Hockey Place. Leende fortæller hun i telefonen om virakken efter triumfen på isen, hvor hun spillede hovedrollen og lavede et pragtmål.

- Vi var ude at spise, og bagefter festede vi på en sportsbar. Vi havde medaljerne om halsen, og alle ville fotografere os. Det hele står i et uvirkeligt skær, siger hun.

- Målet? Jeg får pucken i egen zone og løber alt, hvad jeg kan. Først runder jeg den ene back, så den anden og lægge den i tomt mål.

At hockeyen blev Michelles hjertesport kan ikke overraske. Hendes far, Heikki Karvinen, der kom til Rødovre i 1976 og var med til at vinde DM-guld under Boris Kulagin, er Danmarks mest succesrige ungdomstrænere med 26 danske mesterskaber i forstadsklubben. Han har trænet datteren gennem det meste af hendes karriere og er i dag ungdomstræner på fuldtid i IC Gentofte.

Michelles talent var så åbenlyst, at hun allerede som 14-årig fik den første henvendelse fra Finland, og som 16-årig deltog hun i den første finske landsholdssamling.

Hendes fire år ældre bror, Jannik, var med i en distriktssamling for Helsingfors-området, men karrieren fortsatte i Rødovre Mighty Bulls, og det er blevet til 15 landskampe for Danmark.

Efter sommerferien flytter Michelle til Nordamerika, hvor universiteterne står i kø med tilbud om fuldt stipendium for at sikre sig en af verdens bedste kvindelige ishockeyspillere.

- Jeg glæder mig til universitetsturneringen, som er kvindehockeyens svar på NHL, siger hun.