Milwaukee-stjernen Giannis Antetokounmpo scorede 42 point, men Phoenix Suns vandt 118-110 og fører nu 2-0.

Phoenix Suns kom tidligt fredag morgen dansk tid et skridt nærmere holdets første NBA-triumf nogensinde.

Med en 118-108-sejr over Milwaukee Bucks på hjemmebane bragte Phoenix sig foran 2-0 i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Milwaukees græske stjernespiller, Giannis Antetokounmpo, lavede ellers 42 point og 12 rebounds, men fik ikke meget hjælp fra sine holdkammerater.

Phoenix havde lidt flere strenge at spille på, og både Chris Paul, Mikal Bridges og Devin Booker lavede 23 point eller mere i opgøret, hvor holdet overtog kontrollen i anden periode.

Milwaukee førte stort set hele første periode, men i anden periode opbyggede Phoenix en føring, som aldrig blev sluppet. Blandt andet ved hjælp af hele 20 vellykkede trepointsforsøg.

Phoenix tager nu sin 2-0-føring med til Milwaukee, hvor de to næste kampe skal afvikles henholdsvis søndag og onsdag.

- Vi går ind til kampene med indstillingen om, at der står 0-0. I vores hoveder er hver kamp som kamp syv. Det bliver fjendtligt deroppe (Milwaukee, red.), men vi er klar til det, siger Phoenix-profilen Devin Booker ifølge AFP.

Milwaukee vandt sin første og eneste NBA-titel i 1971, mens Phoenix jagter sin første titel nogensinde i holdets første finale siden 1993.

/ritzau/