Det er af de mest celebre  sportspar i Danmark: Svømmeren Pernille Blume og roeren Rene Holten.

Men det var ikke just kærlighed ved første blik – i hvert fald ikke fra svømmerens side. Det fortæller hun i et interview med magasinet Euroman.

»Min kæreste var vild med mig i fire år, før jeg blev vild med ham. Han vidste, at det skulle være os, lige fra vi mødte hinanden, og han har fandeme kæmpet for det, det må jeg give ham,« siger Pernille Blume:

»Jeg tror også, at han var ved at give op flere gange.«

Det var under OL sidste år, at BT som det første medie kunne fortæller, at de to danske atleter var blevet kærester.

Efter sin overraskende guldmedalje i svømningens sprintdisciplin 50-meter-fri fortalte Pernille Blume lidt mere om, at forholdet havde hjulpet hende til sejren.

Pernille Blume og Rene Holten Poulsen til DR store sportsshow tidligere på året.
Pernille Blume og Rene Holten Poulsen til DR store sportsshow tidligere på året. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har brugt hinanden meget. Vi dyrker sport, hvor vi kan relatere meget til hinanden. Vi har snakket meget om OL, og det pres der er. At det handler om at nyde det. Det har fungeret rigtig fint. Men vi snakker måske heller ikke så sindssygt meget om sport. Ellers kan hele ens liv komme til at handle om sport. Det handler om at kunne trække stikket lidt og komme væk fra det hele og vide, at der er en person, der ved 100 procent, hvad man går igennem,« lød det dengang fra Pernille Blume til BT.

I Euroman fortæller den 23-årige svømmer om, hvorfor hun alligevel endte med at blive kærester med den fem år ældre roer.

»Jeg ved godt, at det er en total kliche, men for at kunne elske et andet menneske, skal man elske sig selv først. Da jeg på et tidspunkt kunne mærke, at jeg kunne lidt mig selv fuldt ud, kunne jeg pludselig også mærke, at jeg havde følelser for ham, siger Pernille Blume:

Så en dag ringede jeg og spurgte ham, om vi egentlig ikke skulle drikke den dér kop kaffe.

I interview fortæller Pernille Blume også, hvad hun forventer af en date. Og det er ikke nødvendigvis meget. Hun vil mest af alt ’bare have en stille aften med en bland-selv-kage fra Amo’.