Gruppechatten var onsdag aften brandvarm hos Danmarks bedste curlingkvinder.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) løftede nemlig sløret for, at atleter fremover kan få 10.000 dollar - cirka 65.000 kroner - når de har været til OL.

Til formålet har IOC oprettet en fond, og de første, der får glæde af midler fra den nye pengetank, er de atleter, der var til vinter-OL i Norditalien tidligere i år.

Det var Madeleine Dupont og hendes holdkammerater, og derfor var der eufori i gruppechatten.

- Først og fremmest var jeg lidt overrasket. Det er sjældent, at der bare lige falder noget ned i ens hat på den måde, siger Madeleine Dupont, holdets rutinerede skipper.

- Det er så gode nyheder, og det er noget, der kan ændre relativt meget for sådan nogle som os, der virkelig gør en kæmpe indsats for at leve af det. Det falder på et tørt sted.

Faktisk kom nyheden helt utroligt belejligt. Onsdag var nemlig dagen, hvor Madeleine Duponts holdkammerat Mathilde Halse sagde sit job op.

Det samme gjorde Madeleine Dupont i maj, og de to skal nu bruge al deres arbejdstid på at rejse penge til OL-satsningen frem mod 2030.

- Mathilde var meget nervøs for at sige op, fordi indtægter jo ikke bare lige er garanteret. Og så skrev hun senere på dagen: "Har I set det her? Så er der jo en mening med det".

- Timingen er perfekt, nu hvor vi for første gang nogensinde prøver at gå fuldstændig all-in på det her, siger Madeleine Dupont.

Hun bifalder, at IOC har taget beslutningen, som hun ser som en slags anerkendelse af det arbejde, atleterne lægger i at jagte OL-drømmen.

- Jeg kunne forestille mig, at de er kommet til en erkendelse af, at der er virkelig, virkelig mange atleter, der opgiver sindssygt mange ting og lever på en sten i årevis for at nå dertil.

- Medmindre man er kineser eller amerikaner og vinder medaljer, så tjener man jo ikke penge på det, man laver i OL-sammenhæng. OL er så antikommercielt for atleterne. Vi må ikke reklamere for noget i lang tid før og efter. Så jeg ser det som en anerkendelse, siger Madeleine Dupont.

Hun medgiver, at 65.000 kroner måske ikke batter alverden. For at sætte det lidt i perspektiv har hun og holdkammeraterne regnet ud, at de samlet skal bruge to millioner kroner om året for at få alle udgifter dækket.

- Men det er alligevel en god portion penge, som kan bruges til at betale husleje og den slags. Vi talte om det i går aftes, og vi var sådan: "Hold da op, hvis man kan få det her i begyndelsen af 2027, så er året pludselig skudt i gang på en langt federe måde, end vi havde frygtet", siger hun.

Efter at have sagt deres job op vil curlingkvinderne nu forsøge at samle penge ind til OL-satsningen ved blandt andet at lave firmaarrangementer og holde foredrag om deres OL-oplevelser.

- Best case er, at vi finder nogle større samarbejdspartnere, som lægger lidt mere end 10.000 og 20.000 hist og her. Nogen, der synes, det kunne være fedt at gå efter så ambitiøst et projekt over tre et halvt år. Det er drømmen. Men det er svære penge at finde, siger Madeleine Dupont.

Hun forventer desuden, at Team Danmark holder fast i sin årlige støtte til curlingforbundet, selv om atleterne nu får penge direkte fra IOC.

- Det er ikke noget, jeg har tænkt på, før du nu bringer det op. Men jeg tror ikke, det er noget, der ændrer sig. Min erfaring med Team Danmark er ikke, at hvis vi får noget fra andre, så får vi mindre fra dem, siger hun.

IOC er nu gået i gang med at oprette de systemer, hvor atleter skal søge om tilskuddet, og de første penge vil efter planen blive udbetalt i begyndelsen af 2027.

/ritzau/