Mens det meste af sportsverdenen ligger stille på ubestemt tid, kan det være svært at få øje på de positive ting ved coronakrisen.

Ikke desto mindre spår formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, at krisen på sigt vil være en fordel for dansk idræt.

»Jeg tror og håber på, at idrætten vil være et af de steder, hvor man samles. Denne periode har vist, hvor meget det at være sammen og i forening betyder, og endnu mere, når det her engang er ovre,« siger han og tilføjer:

»Vi hører jo, at overvægtige og folk med sundhedsproblemer er mere udsatte, så jeg tror, at folk vil have fokus på at holde sig aktive efter krisen. Samlet set vil idrætten komme styrket ud af det her,« siger Niels Nygaard til B.T.

På længere sigt vil coronakrisen styrke idrætten, siger Niels Nygaard.
På længere sigt vil coronakrisen styrke idrætten, siger Niels Nygaard. Niels Christian Vilmann

Udtalelserne kommer, efter et notat fra Sundheds- og Ældreministeriet til Folketingets partiledere fredag viste, at blandt andet sportshaller vurderes til at have en høj risiko for smittespredning, hvis de åbner igen.

Selvom det ærgrer formand Niels Nygaard, så har han samtidig forståelse for risikovurderingen af mange af idrættens mekkaer.

»På den korte bane virker det logisk, at man har sagt, at indendørs idræt er særligt udsat på grund af, at det foregår indenfor. Men der bliver arbejdet på protokoller, der skal medvirke til at gøre det forsvarligt i fremtiden at afholde det indendørs,« siger han.

Lørdag gav tv-vært og fodboldkommentator Carsten Werge udtryk for på Facebook, at han ikke var tilfreds med politikernes tillid til idrætslivet.

Foruden at være fodboldkommentator er Carsten Werge en del af bestyrelsen i Hvidovre Badminton Club.
Foruden at være fodboldkommentator er Carsten Werge en del af bestyrelsen i Hvidovre Badminton Club. Jonas Skovbjerg Fogh

'Jeg er helt på det rene med, at bekæmpelsen af sygdommen står over alt andet. Men jeg orker ikke længere høre på politikere, der på den ene side skamroser os for at være vores medansvar bevidst, men som, når det kommer til stykket, alligevel ikke har tillid til os og derfor ikke giver os lov til at dokumentere, at vi sagtens kan håndtere opgaven,' skrev Carsten Werge blandt andet i opslaget, som han senere uddybede over for B.T.

Niels Nygaard fortæller dog, at han føler, at der generelt er både fokus og god dialog med regeringen om dansk idræt og de hjælpepakker, der skal hjælpe med at redde økonomierne rundt om i landet.

Og netop hjælpepakkerne har været en stor hjælp for en række idrætter under coronakrisen, fortæller Niels Nygaard.

»Tilskueridrætterne er særligt hårdt ramt af krisen, når vi ikke må mødes. Der har lønkompensationerne i en eller anden udstrækning kunnet afbøde de værste konsekvenser,« siger han.

Niels Nygaard understrejer dog samtidigt, at krisen langtfra er færdig endnu, og de endelige konsekvenser derfor heller ikke kendes.

Ifølge DIF bør idrætten prioriteres højt, når der diskuteres yderligere åbninger af samfundet.

»Vi mener, at idrætten bør have en rimelig høj prioritet. Vi har forståelse for, at det ikke er en nem kabale at få til at gå op,« siger Niels Nygaard og fortsætter:

»Men vi er med inde i maskinrummet og presser selvfølgelig på for, at idrætten skal komme med så godt og hurtigt som muligt, selvfølgelig med forbehold for alle de nødvendige hensyn og forhold.«