Det slår gnister mellem bokserne Jonas Madsen og Andreas Lynggaard før deres titelbrag ved Mogens Palles stort anlagte jubilæums-stævne på Frederiksberg fredag aften. 

Der bliver med garanti gang i det danske titelopgør ved Mogens Palles 60 års jubilæum fredag aften i Frederiksberg Hallerne.

Her går Mogens Palles to unge boksere Andreas Lynggaard og Jonas Madsen i ringen mod hinanden i kampen om Madsens junior VM-titel hos IBF i letsværvægt.

Stemningen mellem de to boksere er på kogepunktet, hvor Jonas Madsen før kampen beskylder Andreas Lynggaard for at opføre sig som en forræder.

Jonas Madsen er vred over, at Andreas Lynggaard i sin optakt til titelkampen har valgt at sparre med svenske Sven Fornling, der møder danske Jeppe Morell ved samme stævne om svenskerens IBF Baltic letsværvægt-titel.

Og det er ikke i orden, mener Jonas Madsen.

»Jeg synes, at det er forræderisk, at han hjælper Jeppes (Morell, red.) modstander med sparring. Det er direkte at gå imod Danish Fight Night, synes jeg. Så Jeg glæder mig til at komme ind og få lov til at slå på Andreas,« siger Jonas Madsen til BT og fortsætter:

»Samtidig kom Andreas og udfordrede mig ud af den blå luft, hvor han godt lige kunne have sagt noget inden. Det er mærkeligt, når man står i samme lejr.«

Jonas Madsen er slet ikke tilfreds med Andreas Lynggaard, der møder frem til junior-VM-kampen som ubesejret i fem opgør. Omvendt er Jonas Madsen ubesejret i sine foreløbig 11 kampe som professionel.

»Jeg hader ikke Andreas og respekterer ham som bokser, men ellers ikke. Jeg synes som sagt, at det er forræderisk, det han har lavet,« slår Jonas Madsen fast.

Da BT konfronterer Andreas Lynggaard med, at hans danske rival opfatter ham som en forræder, er opfattelsen af situationen en helt anden.

»Jeg synes, at han (Jonas Madsen, red.) spiller smart. Han har mit bælte, og jeg havde brug for sparring. Sven Fornling er en flink fyr, så det har ikke en skid med at være forræderisk at gøre. Vores fjenders fjende er vores venner, som man siger,« fortæller Andreas Lynggaard.

Den danske bokser afviser samtidig, at han har opført sig illoyalt over for kollegaerne i Danish Fight Night ved at træne med modstanderen til Jeppe Morell.

»I sidste ende er du individuel som bokser. Jeg er ikke på hold med Jonas, fordi vi er hos Mogens Palle. At vi nu møder hinanden viser også, at vi ikke er på hold sammen,« siger Andreas Lynggaard.

Andreas Lynggaard afslører, at han også har sparret med danske Patrick Nielsen, som er på kontrakt hos Mogens Palle-rivalen Team Sauerland.

»Vi har haft rigtig god sparring sammen, og Patrick er min gode ven. Jeg har også sparret med Abdul Khattab (fra Sauerland, red.). Det er fuldstændig lige meget, om jeg er hos Mogens, og Patrick er hos Team Sauerland. Patrick er min ven, og så vil jeg skide på, hvor han er,« siger Andreas Lynggaard.

Andreas Lynggaard havde en overraskelse med til torsdagens pressemøde i København. Her fortalte han, at han har udgivet en musiksingle under kunstnernavnet ’Discofinger’. Fredag kommer hans anden single på gaden.

»Min anden single ’Discofinger’ udkommer fredag på alle musik-tjenesterne, og jeg optræder med Jokeren. Det er faktisk det at lave musik, jeg går mest op i, og jeg har allerede en single ude. Nu bliver det taget med i boksningen, og den nye sang går jeg ind i ringen til fredag,« siger Andreas Lynggaard.

Aliasset ’Discofinger’ er nu også Lynggaards boksealias, og han var iført samme sorte solbriller ved pressemødet, som han optræder med på diverse musikscener.

Det er hans modstander, Jonas Madsen, ikke synderligt imponeret af.

»Andreas tror, at han er superstjerne. Men han kan ikke gennem sig bag sine solbriller i ringen,« siger Jonas Madsen.

Se Andreas Lynggaard som musiker her: