Op mod 300 mennesker er blevet smittet med omgangssyge i den sydkoreanske OL-by Pyeongchang.

Pyeongchang. Flere hundrede mennesker er syge med opkast og diarré, efter de er blevet smittet med norovirus i vinter-OL-byen Pyeongchang i Sydkorea.

Det oplyser OL-arrangørerne tirsdag.

Norovirus, også kaldet omgangssyge, er meget smitsomt.

Indtil videre er ingen fra den danske delegation dog blandt de smittede.

- Vi har kun to atleter i Sydkorea lige nu, men de er heldigvis ikke blevet syge, oplyser OL-presseansvarlig i Danmarks Idrætsforbund Jakob Draminsky.

Også de norske sportsudøvere passer på ikke at blive ramt af sygdom.

- Der er cirka 300 tilfælde af omgangssyge i området her, så man kan vel kalde det en epidemi. Det gælder om at være forsigtig, holde sig fra forsamlinger og passe lidt på, siger Norges landsholdschef i langrend, Vidar Løfshus, tirsdag.

Endnu er ingen nordmænd dog blevet lagt ned af omgangssygen.

Den smitsomme virus har fået OL-arrangørerne til at foretage en stor ændring for at forhindre et sygdomsudbrud blandt sportsudøverne.

1200 sikkerhedsvagter, hvoraf 41 er smittet med omgangssygen, er blevet sendt hjem. I stedet er 900 soldater blevet indsat til at stå for sikkerheden.

Det oplyser formanden for Pyeongchangs arrangørkomité, Lee Hee-beom, på et pressemøde tirsdag.

/ritzau/