Den tidligere olympiske svømmer Lisa Curry begravede lørdag sin 33-årige datter Jaimi Kenny.

Dødsfaldet chokerede den australske sportsverden, da nyheden om Kenny ramte landet mandag i denne uge.

Curry fik Kenny med eksmanden Grant Kenny, som også er tidligere OL-medaljetager.

Curry brød sammen i gråd, da hun skulle sige det sidste farvel til sin datter ved begravelsen, mens hendes nuværende mand Mark Tabone forgæves prøvede at trøste hende, skriver news.com.au.

Siden det tragiske dødsfald har Curry og familien modtaget en masse tilkendegivelser, fortæller hun på Instagram.

Lisa Curry og Grant Kenny tilbage i juni 2000. 
Lisa Curry og Grant Kenny tilbage i juni 2000.  Foto: GREG GARAY
Vis mere

'Tusind tak for den store kærlighed og styrke, vi har modtaget. Der er så mange beskeder fra så mange mennesker, og det er svært at nå at vende retur til alle, men vi vil prøve. Desværre ved jeg, vi ikke er de eneste forældre, der har mistet et barn. Så til alle de forældre, der har mistet et barn, og til dem, der på et tidspunkt vil opleve det i dag, i morgen... På en eller anden måde kommer vi igennem det. Sorgen er massiv, og vi tillader den at gå sin gang.'

'Hvis jeg kan bede jer at gøre noget for Jaimi... GIv jeres børn det største kram og fortæl dem, hvor meget I elsker dem og gør det hver dag, fordi du ved aldrig, om det er den sidste dag. Vores smukke Jaimi. Hviler i fred nu.'

Curry vandt i løbet af karrieren i alt 15 guldmedaljer, syv sølvmedaljer samt otte bronzemedaljer ved internationale svømmestævner og deltog tre gange ved OL.

Familien har udtalt, at Jaimi Kenny gik bort efter længere tids sygdom og sov stille ind på hospitalet.