Spørgsmålet er, hvor historien begynder.

Begynder den, da René Holten Poulsen to måneder før OL kaster op under en træningstur? I stedet for at stoppe sætter han tempoet op? Videre. Da han har nået 1.000 metermærket, tager han en slurk vand og vender om. På det tidspunkt har han kastet op hver dag i en måned. Efter sine træningspas, mellem intervallerne. Nu også under dem.

Eller begynder den, da han to måneder efter OL sætter sig på en bænk og kigger ud over Bagsværd Sø for at mærke, om han stadig er i stand til at elske kajaksporten? Om han stadig kan få fornemmelsen af, at alt omkring ham er ligegyldigt.

I 10-15 sekunder mærker han den et sted dybt derinde. Kærligheden. Så forsvinder den igen. Men det er nok til, at han beslutter sig: Han er ikke færdig med at ro kajak. Sådan skal det ikke slutte.

Spørgsmålet er centralt, for enten handler historien om en syg træningsmentalitet og alt det, der gik galt i den kompromisløse jagt på en olympisk medalje. Eller også handler den om fortsættelsen. Om at lægge afstand til alt det, der gik galt. Om en mental nulstilling og drømmen om at nå til Tokyo i den bedste udgave af sig selv. Eller: Måske er historierne så tæt forbundet, at vi lige så godt kan tage dem fra en ende:

***
Brevet – Fra René Holten Poulsen til René Holten Poulsen, Bagsværd, efteråret 2016

»Jeg har gjort mig mange overvejelser om min karriere. Inderst inde har jeg nok aldrig været i tvivl, om jeg skulle fortsætte, men mere om hvordan. Jeg er i høj grad en person, der tror på, at du selv styrer udfaldet af anstrengelserne. Indsats lig med resultater. Men jeg har også måttet sande, at du ikke kan styre alt. Slet ikke når du ikke er 100%, hvor du skal være mentalt. Det mentale er noget af det, der skal arbejdes rigtig meget med. Ikke kun fordi min kæreste er stor tilhænger af mentaltræning, men fordi jeg faktisk længe har haft lyst til at nulstille og se, hvad jeg mere kunne få ud af kroppen. Jeg har længe vidst, at mit fysiske niveau ikke bliver meget højere, og at det nok også er bedre end de fleste af mine modstanderes. Men på det mentale niveau har jeg ikke haft tid eller overskud til at starte forfra. Jeg har følt, at det ville være for stor en risiko at ændre for meget på noget, der fungerede lige før OL.«

***

René Holten har besluttet at fortsætte karrieren. Her er han under træningen på Club La Santa. Vis mere

René Holten Poulsen skrev brevet i én køre og sendte det til sin ven og presserådgiver, Brian Martin Rasmussen. Han kunne sagtens have skrevet det dobbelte, for ordene pressede sig på. Det var summen af de tanker, han havde tumlet med, siden han den 16. august i år havde skuffet med en sjetteplads ved OL i Rio, hvor han var blandt de absolutte favoritter til at vinde. Måske var han Danmarks klareste medaljefavorit inden legene. Men Murphys Lov trådte i kraft. Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Han havde trænet forkert, stresset sig selv, givet for mange interviews, var blevet ramt af en kold lungebetændelse tre dage før konkurrencen og havde fået græs på roret og spidsen af båden i finalen. Fra dét perspektiv var sjettepladsen en succes. Som dobbelt verdensmester, europamester, en fast del af World Cup’ens bedste, var den en skuffelse.

På den efterfølgende ferie i Rom var han ikke ligefrem nogen humørbombe. Hans kæreste, svømmeren Pernille Blume, havde vundet guld i 50 meter fri og bronze i holdkappen, mens han selv havde set fire års arbejde synke til bunds i en brasiliansk lagune. Han havde været lykkelig på Pernilles vegne, da hun havde vundet sin finale, men lige så glad han var den dag, lige så lidt havde han lyst til at være til stede, da vinderne blev hyldet ved hjemkomsten i Kastrup Lufthavn.

Han var ikke klar til at møde mennesker endnu. Medierne ringede til ham. Dem var han heller ikke klar til. Slet ikke. Og det var fandme også svært at holde ferie i Rom. Hans livs første ferie. Bortset fra en uge i Italien med sin far, der var lastbilschauffør, da René var lille, havde han aldrig rigtig været rejst på ferie. Måske en eller to gange derudover, og da han blev en stor dreng, trænede han hele tiden. Få måneder efter, han var fyldt 18 og havde fået sit kørekort, havde hans far rakt nøglerne til Fiat Dukato’en frem. ”Værsgo’! Så kører vi”, og så havde René Holten Poulsen fragtet sine ejendele fra Maribo til Bagsværd lige oppe bag søen, så han var tæt på træningsfaciliteterne. Den 9. januar er det 10 år siden, og det hele skulle være kulmineret med guldet i Rio.

Vis mere

***

Brevet – fra René Holten Poulsen til René Holten Poulsen, Bagsværd, efteråret 2016

»Det hele startede måske i virkeligheden i 2015, da den største drøm af alle brast: Jeg tyvstartede i K2 1.000 m (1.000 meter toerkajak sammen med Nils Boe, red.) til VM i Milano. I Milano rystede jeg det hurtigt af mig, til trods for det faktum at vi relativt nemt kunne have kvalificeret til OL på det tidspunkt. Vi var måske bedre sammen, end jeg var individuelt, og der vandt jeg jo. Jeg trives rigtig godt med et hårdt stævneprogram, da det gør, at jeg mentalt virkelig kun kan fokusere på processen. Det fjerner alle forstyrrelser, og jeg fokuserer ikke på resultater, men på proces.«

»I 2015 var det eneste tidspunkt, jeg nævnte et resultat inde i mit eget hoved, da jeg en aften kiggede op mod himlen og så et stjerneskud og ønskede for mig selv: ’To VM-guld i Milano’. Ikke før og ikke efter har jeg tænkt det på trods af, at alle, der havde set mine træninger, godt kunne se, at jeg roede uhyggeligt stærkt. Jeg husker Ken Wallace fra Australien (olympisk mester fra 2008, red.) kom efter finalen på K1 1.000m og sagde »When I saw you training four weeks ago in Szolnok, I knew you were going to win«.

»Men alt det magiske og min fulde kontrol fra 2015 forsvandt efterhånden som det efter VM gik op for mig, at jeg ikke kom til at ro to discipliner. Jeg var enormt ærgerlig, min makker og gode ven Nils Boe var enormt ærgerlig. Ikke mindst fordi vi to uger efter VM vandt for-OL i Rio stort over blandt andet verdensmestrene fra 2014 uden at ro os ud. Det var den ultimative følelse af ærgrelse. Den fejl, tyvstarten, gjorde mig så ærgerlig og trist. Om det var, fordi min egen drøm blev spoleret, eller fordi jeg havde ødelagt Nils’ drøm, ved jeg ikke. Men det var højst sandsynlig en kombination.«

Vis mere

***

Han burde have taget en pause dengang i 2015, da han havde vundet VM. Have ladet oplevelsen bundfælde sig. Men hans form var fantastik, han var klar i hovedet, og OL var kun et år væk. Så han fortsatte bare. Kløede på. Træning to eller tre gange om dagen seks dage om ugen. Seks gange 1.000 meter for fuld drøn. Men så begyndte opkastningerne. Kroppen sagde fra over for syren i musklerne, han blev stiv i kroppen, og mens han blev stadig stærkere, blev han mindre smidig og mistede de højeste procenter af sin ellers gode teknik. Han blev uenig om metoderne med sin træner, Zoltan Bákó. Blev irritabel.

Kender du det med, at du har en dårlig dag og slår tåen ind i et stoleben? Så råber du højere end normalt. Sådan havde han det i månedsvis. 10 dage før afrejsen til OL, havde han en dårlig træning og brølede sine frustrationer ud over vandet, mens han spændte sine ryg- og nakkemuskler så hårdt, at massøren ikke havde fået spændingerne løsnet, da han nåede frem til Rio.

Da han endelig sad i finalen, fyldte de forkerte tanker hans hoved: ”1.000 meter – så kan du endelig slappe af,” greb han sig selv i at tænke. Sådan vinder man ikke OL.

René Holten kæmper videre for sin OL-drøm. Her er han under træningen på Club La Santa. Vis mere

***

Brevet – fra René Holten Poulsen til René Holten Poulsen, Bagsværd, efteråret 2016

»Jeg brugte meget tid på at tænke i tiden efter OL, være ked af det og ærgerlig. Jeg tænkte virkelig meget over, hvordan jeg skulle komme videre.  En aften der gik jeg en tur ned til Bagsværd Sø og fangede et par Pokémon (ja, jeg fordriver i ny og næ tiden med Pokémon Go). Jeg satte mig på en bænk og kiggede ud over en spejlblank Bagsværd Sø i måneskin og forsøgte at mærke efter, om jeg kunne huske fornemmelsen af at nyde at træne. En fornemmelse der havde været væk helt væk i flere måneder. Jeg gravede virkelig dybt, og små glimt af en fornemmelse af glæde kom op.«

»Jeg begyndte at træne lidt igen. Det var virkelig tungt, og jeg var ikke motiveret. Jeg har vundet VM og EM på flere distancer og i flere discipliner end de fleste overhovedet tør drømme om. Jeg har vundet BT Guld, Årets Sportsnavn og World Paddle Award. Jeg går ikke igennem de næste fire år bare for at vente og være med. Der er et VM hvert år, som gælder, men det skal foregå på en mentalt mere holdbar måde. Det hårdeste bliver at holde fokus på processen hele vejen til den sidste målstreg er passeret i Tokyo. Men der er ingen vej uden om! Det er helt sikkert, at jeg ikke ønsker at stoppe karrieren på det mentalt skæve niveau, jeg havde i Rio, og så har jeg jo stadig drømmen om at vinde. Det er ikke sikkert, jeg gør det i Tokyo heller. Men jeg vil gøre mit bedste, for så længe, der er knapper at skrue på, så stopper jeg ikke!«