Den norske langrendsstjerne Petter Northug indrømmer nu, at han var spirituspåvirket, da han søndag morgen var involveret i en voldsom bilulykke i Tronheim.

OL-stjernen har hele søndag været i massivt stormvejr i de norske medier, efter det blev kendt, at hans bil var blevet totalsmadret søndag morgen kl. 04.30.

Der er blevet spekuleret i, om det var Northug selv, som sad bag rattet, og om han var påvirket af alkohol - noget, som Petter Northug nu indrømmer i en pressemeddelelse.

- Jeg vil på det dybeste beklage det, som er sket. Jeg er svært ulykkelig nu og vældig skuffet over det, jeg har gjort. Samtidig er jeg taknemmelig for, at min dårlige dømmekraft ikke fik endnu større konsekvenser. Jeg har åbent forklaret politiet om det, der er sket, og jeg er klar til at tage straffen for mine handlinger, lyder det fra den 28-årige stjerne.

- Jeg er indforstået med offentlighedens forventning om, at jeg i løbet af den nærmeste fremtid må fortælle mere om hændelsen. Det vil jeg gøre, når jeg har tænkt situationen grundigt igennem med mine nærmeste. Det håber jeg, at medierne vil respektere.

- Jeg ved, jeg er et forbillede for mange unge og erkender fuldt ud, at jeg ikke har opført mig, som et forbillede skal. Jeg vil beklage overfor alle disse og overfor alle, som nu er skuffet over mig. Jeg ønsker at lære af situationen på en måde, så jeg vokser som menneske. Jeg ved, at dette måske bliver mit livs hårdeste løb, men jeg er villig til at satse for, at det lykkes, står der videre i meddelelsen fra Northug, som ikke ved, om sagen får konsekvenser for hans fremtid som langrendsløber.

- Jeg trænger til at fordøje dette og bearbejde hændelsen. Jeg ved, jeg har svigtet, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vende det, som er sket, til noget positiv.