I januar mistede OL-maratonløberen Anna Holm sin far, den tidligere London Marathon-vinder Henrik Jørgensen, som i en alder af 57 år døde af et hjertestop under sin daglige træningstur på Bornholm. Nu løber hun som ambassadør for Hjerteforeningen.

”Efter mindeløbet for min far i Fælledparken donerede vi 10.000 kr. for salg af pandebånd til Hjerteforeningen. De kontaktede mig derefter og spurgte, om jeg ville være ambassadør for Hjerteforeningen. Jeg blev meget glad og beæret over, at de valgte mig, og sagde straks ja. Hjerteforeningens arbejde er utrolig vigtig,” siger Anna Holm.

”Løb og sund livsstil har altid betydet meget for mig. Kan jeg inspirere andre, vil jeg være stolt.”

Anna Holm startede søndag sammen med 800 meter-legenden Wilson Kipketer København Idræts-Forenings Friløbet over ti kilometer med start og mål på Østerbro Stadion. Af startgebyret tilfaldt 24.560 kr. Hjerteforeningen.

Inden startskuddet sagde Wilson Kipketer: ”Nyd det fantastiske sensommervejr og husk at smile.”

Wilson Kipketer satte syv verdensrekorder og vandt VM-guld på 800 meter i 1995, 1997 og 1999 udendørs og 1997 indendørs. Han havde endnu ikke fået dansk statsborgerskab i 1996 og missede sin olympiske chance i Atlanta. Da han endelig fik dansk pas, kvitterede han med olympisk sølv i Sydney 2000 og bronze i Athen i 2004.

Desuden har han vundet EM-guld og mange andre titler, ligesom han fra februar 1996 til september 1997 vandt samtlige sine 36 konkurrencer. I min bog Danmarks største idrætsmand gennem tiderne.

Anna Holm løb de ti kilometer i stille og roligt joggingtempo sammen med sin svenske kæreste, Victor Velin Larsson, som opvarmning til et aftentræningspas på otte kilometer. Søndag 6. oktober starter hun Eremitageløbet, og 27. oktober løber hun Frankfurt Marathon.

Hurtigst i den 15. udgave af Friløbet var svenske Johan Larsson i tiden 30.10 i et flot sololøb. For fem år siden vandt han som den første svensker Eremitageløbet. I øvrigt med Anna Holm som vinder af kvindeklassen i Dyrehaven. Friløbs-etter hos kvinderne var Karina Sørensen i 39.09.

Ældste deltager var 86-årige Bent Frandsen fra Rødovre. Sidste år var han blandt de 23 motionspionerer, som fejrede 50 års jubilæum som eremitageløber.

Poul Lykke Espersen, 77, som 36 gange har gennemført Eremitageløbet, har været med i samtlige 15 udgaver af Friløbet.