Hun er en af de største paraatleter i Sverige og en mindst lige så stor profil uden for sin sport, men Ebba Årsjö har hele livet kæmpet hårdt med sin sygdom.

Den 22-årige svensker lider af muskeltab i højre ben, som hun har forsøgt at skjule det meste af livet.

Sygdommen har samtidig fået hende til at frygte, at hun aldrig nogensinde ville finde kærligheden.

»Jeg var bange for det i hele min opvækst,« fortæller Ebba Årsjö til Expressen.

Men nu afslører den OL-guldvindende skiløber, at hun har fundet kærligheden og 'sin klippe igennem alt'.

»Jeg troede, at jeg aldrig skulle finde nogen, som ville elske mig for den, jeg var, og hvordan jeg så ud,« siger hun.

Ebba Årsjö har tidligere fortalt, at hun ikke ville leve på grund af sit ben.

Det var i sommeren 2022, at hun første gang viste sit ben offentligt, og responsen var overvældende.

Ebba Årsjö havde sin to år ældre kæreste med til den svenske sportsgalla, men hun ønskede at holde hans navn hemmeligt.

»Ja, han kendte til mit ben og min sygdom, men det betød ikke noget for ham, og det var skønt,« fortæller Ebba Årsjö.

Ebba Årsjö vandt to guldmedaljer ved para-OL i 2021, og i januar vandt hun hele fire guldmedaljer ved para-VM i alpint skiløb.

I 2022 modtog hun også Victoriaprisen som den første paraatlet nogensinde. Det er en pris, som Sveriges kronprinsesse Victoria hvert år uddeler til en svensk atlet, der har udmærket sig særligt.