Flere og flere af sommerens store sportsbegivenheder bliver aflyst i disse dage – men OL-arrangørerne holder fast i, at legene i Tokyo skal gennemføres.

Og det får nu kritik fra flere steder.

En af de hårdeste kritikere er Katerina Stefanidi, som vandt OL-guld i stangspring i 2016.

Den græske stjerne peger på, at når IOC insisterer på at afvikle OL i Tokyo som planlagt, så presser man atleterne til at forsøge at træne og dermed gøre sig selv sårbare over for coronavirussen – i stedet for at overholde myndighedernes skærpede restriktioner og blive derhjemme.

'Det her handler ikke om, hvordan tingene er om fire måneder. Det her handler om, hvordan tingene er lige nu.'

'IOC vil have os til at fortsætte med at risikere vores helbred, vores familiers helbred og offentlighedens helbred ved at træne hver dag,' skriver Katerina Stefanidi på Twitter.:

'I bringer os i fare lige nu, i dag, ikke om fire måneder.'

Også præsidenten for Spaniens olympiske komité, Alejandro Blanco, har kritiseret de japanske arrangører.

Han mener, at coronavirussens hærgen i Spanien skaber så dårlige betingelser for de spanske atleter, at det bliver en ulempe til sommerens OL.

»De nyheder, vi får hver eneste dag, er ubehagelige for alle lande i verden. Men for os er det vigtigste, at vores sportsfolk ikke kan træne og være med til at fejre legene. Det vil ske på ulige vilkår,« siger Alejandro Blanco i en udtalelse fra den nationale komité.

»Vi ønsker, at OL bliver afholdt, men med sikkerhed. Vi er et vigtigt land i verden, og fire måneder før legene er det sådan, at vores atleter ikke kan komme til OL på ens vilkår,« siger præsidenten.

Men indtil videre fastholder IOC altså, at sommerens lege skal afvikles fra 24. juli til 9. august – som det hele tiden har været planlagt.