Caster Semenya vil ikke lade sig medicinere igen. Hun mener, at hun har været IAAF's forsøgskanin.

Striden mellem den sydafrikanske atletikstjerne Caster Semenya og Det Internationale Atletikforbund (IAAF) er fortsat betændt.

Tirsdag beskylder hun atletikforbundet for at have brugt hende som forsøgskanin for at se, hvilken effekt hormonnedsættende medicin har på eliteatleter. Det siger hun i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

»IAAF har brugt mig som en forsøgskanin for at eksperimentere med, hvordan medicin vil påvirke mit testosteronniveau.«

»Selv om hormonmedicinen konstant fik mig til at føle mig syg, vil IAAF nu have et endnu strammere regelsæt med ukendte helbredskonsekvenser,« siger Semenya.

IAAF fastholder, at Semenya og andre kvindelige atleter med et unaturligt højt testosteronniveau skal bruge hormonnedsættende medicin for at kunne konkurrere i løbekonkurrencer mellem 400 meter og en engelsk mil.

Semenya påpeger atter, at hun ikke har tænkt sig at tage hormonmedicin for at kunne konkurrere på højeste niveau.

»Jeg vil aldrig tillade IAAF at udnytte mig og min krop igen. Men jeg er bekymret for, at andre kvindelige udøvere bliver tvunget af at lade IAAF dope dem for at teste effekten og de negative konsekvenser, der er ved forskellige hormonelle stoffer. Det må ikke ske,« siger Semenya.

Sydafrikaneren vandt OL-guld i 800-meterløb i både 2012 og 2016 og sejrer ofte suverænt på distancen.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har godkendt IAAF's nye grænseværdier, der tvinger atleter som Semenya til at tage hormonnedsættende medicin for at kunne konkurrere.

Den Schweiziske Forbundsdomstol besluttede i begyndelsen af juni at suspendere IAAF's regelændring. Derfor har Semenya aktuelt lov til at konkurrere på vanlige vilkår i internationale atletikkonkurrencer.

/ritzau/AFP