Lyt til artiklen

»Jeg mærkede en forandring i min krop. Jeg var ikke sikker på, hvad det var, eller om det overhovedet var noget. Men jeg besluttede at få det tjekket.«

Sådan starter den norske skisportslegende Aksel Lund Svindal et opslag på Instagram, hvori han kommer med den triste nyhed, at han har fået konstateret testikelkræft. Hele opslaget kan du se i bunden af artiklen.

»Jeg gik til en læge, og blev hurtigt overført til hospitalet, hvor de bekræftede, hvad lægen havde en mistanke om. Testikelkræft,« skriver den tidligere alpin-konge.

Den dobbelte olympiske guldvinder fortæller, at han har været igennem tests, scanninger og operationer kort tid efter, at han blev diagnosticeret med sygdommen.

Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere

Den 39-årige nordmand skriver også, at den seneste tid har været ret så anderledes og overvældende.

Samtidigt roser han også det norske sundhedsvæsen for deres hjælp og hurtige indgriben, og opfordrer andre til at række ud til sundhedsmyndighederne, hvis man har spørgsmål eller undrer sig over noget lignende.

Siden Aksel Lund Svindal lagde opslaget ud på Instagram og fortalte om sin sygdom, er det væltet ind med ønsker om god bedring i kommentarsporet.

Den norske fodboldlegende John Carew har skrevet »God bedring« efterfulgt af nogle hjerter og Aksel Lund Svindals kæreste, Amalie Iuel, har også kommenteret opslaget med at sende hjerter.

Aksel Lund Svindal er en af de mest vindende skisportsstjerner i Norge nogensinde. Han blev blandt andet den første mandlige alpinskiløber til at vinde fire verdensmesterskaber på stribe.