Et styrt under et stævne i weekenden fik fatale konsekvenser for den canadiske springrytter Katharine Morel.

Lørdag var hun på banen med sin hest, Kerry On, men ved det ottende spring gik det helt galt. Her landede hesten forkert, hvilket resulterede i, at den nærmest lavede en salto i luften, landede på ryggen og på den måde landede på Katharine Morel.

Hun blev hurtigt fragtet til Waterman Hospital i Florida, men hun døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Det skriver Equestrian Canada.

»I dag mistede branchen ikke bare en fantastisk atlet men også en fantastisk person,« siger James Hood, der er direktør hos Equestrian Canada. Han oplyser desuden, at Kerry On efterfølgende måtte aflives som følge af styrtet.

»På vegne af EC udtrykker jeg mine dybeste kondolencer til Katharines venner og familie samt holdet omkring Kerry On,« fortæller han.

33-årige Katharine Morel var en bejler til en plads på det canadiske OL-hold, der skal til Tokyo til sommer, hvor legene efter planen finder sted fra den 24. juli.

'Hun drømte om at repræsentere Canada ved OL på Kerry On, som hun havde udviklet et fantastisk bånd med over de sidste fem år,' skriver Equestrian Canada på Facebook.

James Hood fortæller i et interview med CBC, at det styrt Katharine Morel var udsat for, er det farligste i ridesporten.

»Roterende fald er generelt det mest farlige, man kan blive udsat for i ridesporten. Og det medfører ofte meget alvorlige skader,« siger James Hood om styrtet.

Han fortæller, at selvom Katharine Morel endnu ikke var på det canadiske landshold, var det en rytter, der i den grad havde arbejdet sig op.

»Katharine var lige kommet på radaren til internationale begivenheder. Hun var en atlet i rivende udvikling og en fantastisk person,« siger James Hood.