Ni ud af 18 danske atleter er parat til at tage en af de to skrottede vacciner, viser TV2 Sportens rundspørge.

Flere af de danske atleter, der til sommer skal kæmpe ved OL i Tokyo, er parat til at tage en af de skrottede coronavacciner.

Det viser en rundspørge foretaget af TV2 Sporten blandt 18 danske atleter.

Sportsudøverne har ikke udsigt til at blive vaccineret før OL, og derfor er halvdelen af de adspurgte parat til at tage imod vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson.

De to vacciner er ikke længere en del af det officielle vaccinationsprogram i Danmark på grund af en mulig risiko for bivirkninger.

Sejleren Jonas Warrer fra 49eren vil tage vaccinen, selv om det indebærer en risiko.

- Det føles absurd at skulle tage en vaccine, som nærmest er værre end sygdommen selv. Men vi ville heller ikke have fået muligheden, hvis det ikke var forholdsvis sikkert, så i sidste ende ville jeg tage den, siger Jonas Warrer til TV2 Sporten.

Løberen Frederik Schou-Nielsen fra det danske hold i 4x100 meter stafet vil takke nej til en af de skrottede vacciner.

- Jeg kan sagtens forstå dem, der gerne ville have en vaccine. Risikoen er så relativ lille, men det er også vildt at gamble med sit liv for at få en vaccine, fortæller Schou-Nielsen til TV2 Sporten.

I rundspørgen svarer ni ja til at tage imod en af de skrottede vacciner, fire svarer ved ikke, mens fem siger nej.

Der er lige nu ikke politisk flertal til at lade de danske OL-atleter komme foran i vaccinationskøen. Her prioriteres der efter alder og risikogruppe.

OL i Tokyo afholdes fra 23. juli frem til 8. august.

/ritzau/