Tiden som NBA-spiller sluttede næsten lige så hurtigt, som den startede for danske Gabriel 'Iffe' Lundberg.

Nu har han fundet ny klub, og det er Virtus Segafredo Bologna, som får æren af den 1,93 meter høje dansker.

Det melder klubben på Twitter torsdag.

'Iffe'-skiftet blev teaset i bedste danskerstil, da Bologna-holdet kort inden den officielle melding lagde et billede på Twitter af den lille havfrue iført en Virtus Segafredo Bologna baskettrøje.

Siden det blev officielt, at 'Iffe' ikke ville fortsætte i Phoenix Suns – heller ikke som en del af deres Summer League-hold – har rygter om danskerens nye klub floreret.

Og nu står det altså klart, at det er det italienske Serie A-mandskab, der løb med den gyldne underskrift.

Ifølge basketnews.com får 'Iffe' den største kontrakt, der nogensinde er givet i dansk baskethistorie. Mediet melder, at danskeren vil få en løn på 1,5 millioner euro om året.

Gabriel 'Iffe' Lundberg, som i sidste sæson blev den første dansker til at spille i NBA, nåede fire kampe for Phoenix Suns, men fik ikke tilbudt en ny kontrakt.

Derfor vender han nu snuden mod Italien, hvor han også vender tilbage til den Euroleague-turnering, han kom fra inden skiftet til Phoenix Suns.

Danskeren kom til NBA fra russiske CSKA Moskva, hvor han var en stor profil. 'Iffe' forlod CSKA Moskva som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine, og dermed åbnede det drømmen om at blive NBA-spiller.

En drøm, der blev til en realitet, men som altså nu er slut.