Markelle Fultz blev valgt først i årets NBA-draft, og han skal anføre et ungt Philadelphia 76ers-hold.

New York. Natten til fredag blev de kommende basketballstjerner valgt i årets NBA-draft, hvor holdene på skift vælger de bedste collegespillere.

Philadelphia 76ers havde byttet sig til at have det første valg af alle for andet år i træk, og med det valg hentede man 19-årige Markelle Fultz.

Fultz er endnu en brik i det spillerpuslespil, som Philadelphia forsøger at lægge for at skabe et ungt hold, der kan bringe klubben tilbage i toppen af NBA.

Den opgave føler Markelle Fultz sig klar til.

- Jeg glæder mig til at komme til klubben og give alt, hvad jeg har i mig, så vi forhåbentlig kan vende tingene, siger Fultz ifølge AFP efter draften.

Sidste år valgte klubben australieren Ben Simmons først, men grundet en fodskade kom han aldrig i aktion i sidste sæson.

De to bliver hjørnesten på det unge hold, der de kommende år skal genrejse Philadelphia 76ers, som ikke siden 2005 har fået flere sejre end nederlag i en sæson.

19-årige Markelle Fultz lavede i gennemsnit 23,2 point, 5,9 assister og 5,7 rebounds i sin sidste collegesæson for Washington Huskies, der ellers kun vandt ni ud af 31 kampe.

Los Angeles Lakers havde det andet valg i draften, og her valgte man 19-årige Lonzo Ball.

Den første europæiske spiller til at blive valgt i draften var den store finne Lauri Markkanen på 2,13 meter. Han blev valgt som nummer syv af Minnesota Timberwolves.

/ritzau/