Du kender nok allerede computerspillet Counter-Strike. Astralis er Danmarks helt store hold, og skydespillet er det mest kendte spil herhjemme. Ude i verden er der dog et spil, der er endnu større: League of Legends.

Søndag var der så finale i den europæiske League of Legends Championship Series i København, hvor Fnatic - med to danskere på holdet - foran et udsolgt Royal Arena beviste, at de er Europas bedste hold.

SE RASMUS »CAPS« WINTHERS REAKTION PÅ SEJREN.

Med hjælp fra tusindvis af danske fans blev Fnatic nemlig båret frem fra start til slut, i hvad der på forhånd var blevet døbt ‘Giganternes Kamp’. Holdet med danske Rasmus "Caps" Winther og Mads "Broxah" Brock-Pedersen dominerede kampen efter en ellers skidt start og vandt - lidt overraskende - opgøret med 3-0 i deres første store finale i to år.

»Jeg er virkelig glad. Vi spillede foran så mange danskere og foran både min familie og mine venner, så den her sejr betyder sindssygt meget,« siger 18-årige Rasmus ‘Caps’ Winther, der inden i dag aldrig havde været i en finale før, til BT umiddelbart efter sejren kom i hus.

»Det var perfekt at spille i Royal Arena. Jeg tror ikke, vi kunne have håbet på en bedre lokation. Alle fansene var på vores side, og det var tydeligt at høre, at de ville have os til at vinde. Det hjalp meget.«

Finalen var et opgør mellem Europas to mest succesrige hold, og der var dermed store forventninger til den europæiske League of Legends-finale, der for første gang nogensinde blev spillet på dansk jord.

Triumfen var samtidig en kæmpe forløsning for Fnatic, der har måtte se G2 Esports sidde solidt på den europæiske trone de sidste fire år.

Allerede inden kampen gik i gang var det tydeligt, at Fnatics fem spillere var publikums darlings, og hver gang der var fokus på en af de to danskere på storskærmen, resulterede det i et kæmpe jubelbrøl fra de mange fremmødte fans, der talte unge som gamle, drenge som piger.

Til sidst var det så danske “Caps” og “Broxah”, der kunne række armene i vejret til Royal Arenas store begejstring. Med sejren er der nu fundet en ny konge af Europa. Kongen er 40 procent dansk og hedder Fnatic.