Der skal være kontinuitet på ishockeylandsholdet, og derfor er der ikke lagt op til en spillemæssig revolution, når en ny landstræner i næste sæson overtager ansvaret efter Mikael Gath.

Landsholdets general manager, Morten Green, er på udkig efter en træner, der i vid udstrækning vil videreføre det spillemæssige udtryk, holdet har haft under Gath.

- Den måde, vi spiller ishockey på, er vigtig at beholde. Jeg tror aldrig, at vi kommer til at være et ultraoffensivt landshold. Når vi tager til VM, er det meget sjældent, at vi på papiret har det bedste hold, som bare kan gå ind og spille vildt offensivt.

- Til gengæld synes jeg heller ikke, at vi bare skal parkere bussen og spille defensivt og håbe på at vinde på en tilfældighed. Vi har et hold, der ligger midt imellem og som helst skal kunne begge dele, siger Morten Green.

Det er ham, der har ansvaret for at finde den nye landstræner, der som noget nyt bliver ansat på en deltidskontrakt. Arbejdet bliver intensiveret, når det igangværende VM er overstået.

Green holder alle døre åbne, og selv om han tilbragte det meste af sin aktive karriere i svensk ishockey og siden blev agent med base i Sverige, er det langtfra sikkert, at Danmark skal fortsætte med en svensker i udskiftningsboksen.

- Der har været tradition for at tage en svensk landstræner, og kultur- og sprogmæssigt er det let at vælge en svensker.

- Men om han er svensker, tysker, dansker eller nordamerikaner, det betyder ikke så meget for mig, så længe det er den rigtige person. Hvilket pas, den nye træner har, er helt ligegyldigt, siger Morten Green.

Seks ud af de seneste otte danske landstrænere har været svenskere. Gaths forgænger, Heinz Ehlers, er eneste landstræner med dansk pas i de seneste tre årtier.

/ritzau/