Balladen omkring den mordsigtede atletik-stjerne Oscar Pistorius vil tilsyneladende ikke ende. Denne gang er den en tidligere fodboldspiller og TV-vært, der anklager Pistorius for i efteråret 2012 at være en del af en sag om jalousi og trusler.

Noget kunne tyde på, at 26-årige Oscar Pistorius er en mand fyldt med skeletter i skabet. En sag fra efteråret 2012 er nu også dukket op, efter at Pistorius er sigtet for overlagt mord på sin kæreste, Reeva Steenkamp.

Ifølge London Evening Standard har Oscar Pistorius for nylig været en del af en besynderlig sag om grove trusler.

Det er den tidligere fodboldspiller og TV-vært Marc Batchelor, der beskylder Pistorius for at have truet ham med at brække benene.

- Han ringede til mig og sagde: 'Din lort, din tøs' alt sådan noget. Han sagde, at han ville fucke mig op, skulle Marc Batchelor mandag have udtalt ifølge London Evening Standard til journalister i Sydafrika.

I virkeligheden var det ellers slet ikke Marc Batchelor, der var direkte involveret i hele sagens kerne. Det var Batchelors gode ven den sydafrikanske forretningsmand Quinton van der Burgh. Sidstnævnte skulle, ifølge Oscar Pistorius, have haft en affære med atletik-stjernens daværende kæreste Samantha Taylor.

Derefter skulle der være sent truende sms'er afsted fra Pistorius til forretningsmanden van der Burgh, og dette fik så den tidligere fodboldspiller og TV-vært Marc Batchelor til at blande sig, hvilket så medførte, at Pistorius truede ham med at brække hans ben.

- Jeg grinede bare af ham og sagde: 'Oscar, jeg kan ikke slå på en mand uden ben', fortalte Batchelor mandag.

Senere det efterår skiftede Oscar Pistorius Samantha Taylor ud med den nu afdøde Reeva Steenkamp, og det er hende, Pistorius lige nu anklages for at have myrdet.