Stangstiv i vodka - midt i en finale!

Det norske skakgeni, verdensstjernen Magnus Carlsen, fortæller, at han fik nok midt i VM-finalen i lynskak i 2012, hvor han spillede som en brækket arm og var ved at tabe det hele.

Han var bagud og blev desperat, så i pausen tog han en rask beslutning: Op på hotelværelset, fyr op for noget vodka fra minibaren og bæl!

»Jeg drak, hvad jeg kunne nå på et kvarter,« fortæller Carlsen i den norske podcast 'Må på behandling' ifølge Dagbladet.

Foto: KOEN SUYK
Vis mere

Den 29-årige nordmand, som har vundet 11 VM-titler, siger, at hans vodka-brandert fik en positiv effekt på hans spil, og han endte med at vinde de resterende partier den dag.

Det var nok til, at han fik kravlet sig op på andenpladsen.

»Lige der følte jeg mig som en gud. Jeg havde en god 'buzz' kørende, og følte, at jeg spillede godt,«  husker Carlsen:

»Jeg har set det efterfølgende. Jeg spillede ikke vildt godt, men jeg psykede folk fuldstændig.«