Den bare 17-årige norske skihopper Thea Kleven er død.

Den tragiske nyhed om et af Norges helt store skisportstalenter blev meldt ud torsdag af Norges Skiforbund.

Årsagen til Thea Klevens dødsfald bliver ikke nævnt i pressemeddelelsen, men sorgen over, at den talentfulde skihopper er gået bort, er derimod stor.

Thea Kleven havde trods sin unge alder allerede været i konkurrence på højeste plan og hoppet ved afdelinger af World Cuppen.

Thea Kleven fejrer sammen med holdkammeraterne sejren ved World Cup-afdelingen i Hinterzarten i 2017.  (Felix Kästle / dpa / AFP) Vis mere

'Vores tanker går først og fremmest til familien. Samtidig er det vigtigt for mig, at vi gør alt for hjælpe og støtte hendes holdkammerater. Derfor er der sat ekstra ressourcer ind for at hjælpe holdet i den store sorg,' udtaler Clas Brede Bråten, der er chef for det norske skihopforbund, i en pressemeddelelse.

Thea Kleven døde ifølge pressemeddelelsen 17. december, men offentligheden fik altså først besked 27. december.

'Det her har ramt os alle hårdt, og det er allersværest for de kvindelige skihoppere. Vi vil aldrig glemme Thea. Hun var med i vores 'Projekt 2022' (OL i Bejing, red.) og havde en lys fremtid foran sig. Thea havde alle forudsætninger for at blive en skihopper med internationalt format, og hendes deltagelse i World Cuppen vidner om vores store tro på hende,' fortæller Clas Brede Bråten og fortsætter:

'Nu beder jeg om, at skihopperne får fred her i højtiden, som blev en helt anden, end vi havde forestillet os. Der kommer ikke yderligere kommentarer fra ledere, trænere eller udøvere i Norges Skiforbund, og vi beder medierne om at respektere familiens ønske om at sørge i fred,' slår han fast.