Langrendsløberen Petter Northug stopper karrieren efter mere end et årti i verdenstoppen.

Den 13-dobbelte verdensmester og dobbelte olympiske mester Petter Northug indstiller sin langrendskarriere omgående.

Det siger han onsdag på et pressemøde i Trondheim.

- Jeg har taget et valg om at stoppe som skiløber. Som jeg sagde tidligere på sæsonen i Beitostølen har det været en sensommer og et efterår med problemer.

- Jeg har forsøgt at være i ok form, da sæsonen skulle starte, men jeg har kunnet mærke i de sidste to uger, at jeg mangler det sidste for at kunne levere på dette niveau.

- Jeg orker ikke at bruge mere energi og kræfter på at bevare den position, når jeg alligevel er så langt efter (de bedste, red.), siger Northug ifølge NTB.

Efterfølgende begyndte tårerne at trille, da han takkede sin familie for støtten gennem karrieren.

- Det har været et eventyr. Da jeg var en lille dreng, havde jeg en drøm om at blive skiløber, og jeg er stolt og glad over, at jeg har opnået det. Langrend har været mit liv i mange år, og det er hårdt stoppe, men samtidig er det også lidt godt.

- Det var hårdere at fortælle, end jeg havde regnet med, siger en grådkvalt Northug.

I norske medier har det siden tirsdag aften været forventet, at Northug ville melde sit karrierestop ud, og pressemødet var derfor spækket med journalister.

Selv om nordmandens karriere tæller sejre på stribe, har der også været nedture. Den største kom i 2014, da han blev taget for spirituskørsel.

Det medførte ud over en stor bøde en fængselsstraf på 50 dage, som han endte med at afsone iført fodlænke i sit eget hjem.

Året efter viste han, at han trods dommen for spritkørsel stadig var til at regne med, da han vandt fire VM-guldmedaljer i Falun. Det blev hans sidste VM-medaljer.

/ritzau/