Doping er økonomisk kriminalitet, mener norsk justitskomité, som vil have det ført ind i straffeloven.

Bliver atleter afsløret i brug af doping, koster det en karantæne. Men i kampen mod de ulovlige medicinske genveje er Norge klar til træde på speederen.

Justitskomitéen i Stortinget er således klar med et lovforslag om at kriminalisere doping i idræt og gøre det muligt at tage præmiepengene fra dopingdømte udøvere.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

- Vi anser doping som økonomisk kriminalitet, siger Peter Frølich, som er retspolitisk ordfører for partiet Høyre.

Hvis forslaget går igennem, vil brug af doping få en plads i straffeloven, således at udøvere kan retsforfølges i det civile system ud over at blive udelukket af sportens egne retsinstanser.

Ønsket om at kriminalisere doping fik yderligere luft under vingerne med skandalen ved langrends-VM i 2019 i Østrig, hvor flere udøvere blev taget for doping.

Her havde østrigsk politi langt flere beføjelser end for eksempel norsk politi ville have det i en lignende sag i Norge, fordi doping er kriminaliseret i Østrig.

- For at norsk politi skal kunne gøre som kollegerne i Østrig, så kræves der lovændringer. Det vil vi sørge for nu, siger Peter Frølich.

/ritzau/NTB