Norge bør boykotte vinter-OL.

Det vil ifølge den mangeårige tv-programchef, Hallvard Flatland, være en passende reaktion på, at den internationale sportsdomstol (CAS) mandag besluttede at udelukke den norske skistjerne, Therese Johaug, i 18 måneder. Det betyder, at den 29-årige langrendsløber går glip af vinter-OL i februar næste år i den sydkoreanske by Pyeongchang. Karantænen udløber først i april 2018.

Hele forløbet begyndte 13. oktober 2016.

Den dag kom det frem, at Therese Johaug var blevet taget for brug af klostebol, som er et anabolsk steroid, og som står på dopinglisten. Ifølge Therese Johaug selv skyldes hendes positive dopingprøve, at hun i Italien havde smurt sine solbrændte læber med en creme, som indeholdt klostebol. Hun fik cremen af landsholdslægen Fredrik Bendiksen.

Norges Idrettsforbund idømte i februar i år Therese Johaug en karantæne på 13 måneder - målt fra offentliggørelsen af den positive dopingprøve. Den karantæne var lige præcis kort nok til, at hun kunne nå at kvalificere sig til det kommende OL.

Men det internationale skiforbund (FIS) ønskede en strengere straf, og det gav CAS altså mandag FIS medhold i.

»Det er meget overraskende, at Therese Johaug ikke foretog et grundlæggende tjek af læbe-cremen i betragtning af hendes store erfaring som international idrætsudøver,« skriver CAS i sin afgørelse.

CAS lægger vægt på, at der på pakningen til læbecremen stod, at cremen indeholdt klostebol, og at dette stof er på listen over forbudte stoffer.

»Therese Johaug burde være bekendt med de strenge regler, der er på området. Hun burde i det mindste have undersøgt mærket eller foretaget en søgning på internettet,« skriver CAS.

Nordmændene er rasende over karantæne-afgørelsen. Therese Johaug har vundet en OL-guldmedalje i 2010, og hun har vundet VM-guld syv gange, så hun er et kæmpe navn i Norge. Det er svært at sammenligne direkte med danske forhold, men det ville vel svare til en lignende karantæne til tennis-spilleren Caroline Wozniacki eller svømmeren Pernille Blume - uden sammenligning iøvrigt.

»Nu må vi se, hvad de øvrige norske langrendsløbere og Norges Skiforbund er lavet af. Norge bør boykotte det kommende OL,« skriver programchef Hallvard Flatland på Twitter.

Over for Verdens Gang uddyber han sit synspunkt:

»Jeg er så forbandet over dette her. Sagen viser, hvor svagt udøverne står, når det gælder deres egen sikkerhed. De ofrer nærmest et helt liv for at få succes i deres idræt. Jeg mener, at norske skiløbere har en fælles interesse i at vise, at de ikke accepterer dette ved at boykotte OL.«

Han får opbakning fra Jan-Erik Aalbu, som er tidligere ansat i det norske skiforbund.'

»Jeg ved, at Norge har ekstremt gode rutiner for at sikre sig mod, at udøvere snyder. Jeg er helt sikker på, at Therese Johaug ikke smurte sig med den creme for at blive en bedre langrendsløber,« siger han.

Hovedpersonen selv fik beskeden mandag aften, og på et otte minujtter langt pressemøde tirsdag fortalte hun, hvad hun mener om dommen.

»Jeg er fuldstændig knust. Jeg havde en drøm om at komme til OL. Det fik jeg i går besked om, at jeg ikke kommer. Jeg har arbejdet hårdt. Trænet hver eneste dag for at få succes ved OL. Jeg forstår ikke den straf, jeg har fået. Jeg synes, det er så uretfærdigt,« sagde en grådkvalt Therese Johaug.