Det skulle være en uskyldig leg, men det udviklede sig helt forkert.

Den velkendte leg, hvor man er nisse for hinanden og skal overraske med små gaver, gik helt galt for det italienske rugbyhold Benetton Treviso.

En af holdets spillere, Cherif Traorè, fik nemlig en rådden banan i en skraldepose som gave af en eller flere anonyme holdkammerater.

Det får ham nu til at lange ud efter og beskylde sine holdkammerater for racisme i et opslag på Instagram, skriver Reuters.

'Ud over, at det var en upassende gestus, er det, der sårer mig mest, at mine holdkammerater bare grinede af det, som om det var helt normalt,' skriver han.

'Jeg har ikke sovet hele natten,' fortsætter han.

28-årige Traorè er født i Guinea, men han har boet i Italien, siden han var syv år gammel. Han har også repræsenteret det italienske rugbylandshold.

Det er ikke første gang, at han har været udsat for racisme, men normalt ignorer han racistiske jokes, skriver han.

'Men denne gang besluttede jeg ikke at være stille for at sikre, at episoder som denne ikke sker igen.'

Ifølge Reuters blev alle spillerne indkaldt til møde efter den ubehagelige episode.

Her undskyldte de over for Traorè, der accepterede undskyldningen.

Traorè har modtaget støtte fra store dele af sportsverden – blandt andet fra AC Milan og fodboldstjernen Kalidou Koulibaly.

Den irske rugbyspiller Simon Zebo har ifølge Daily Mail opfordret Traorè til at udpege synderen, så vedkommende kan blive fyret.