Den danske golfspiller Nicolai Højgaard fortsætter de gode takter i Abu Dhabi Championship, der er den næstsidste turnering i DP World Tour-sæsonen.

Efter fredagens anden runde indtager han en delt tredjeplads - to slag efter de to førende englændere Tommy Fleetwood og Aaron Rai.

24-årige Højgaard lå efter første runde torsdag på en delt femteplads - et enkelt slag fra førstepladsen.

Fredag gik han de 18 huller i 67 slag, hvilket var fem slag under par og to slag dårligere end torsdag. Undervejs blev det til syv birdies og to bogeys.

- Jeg synes, at jeg spiller rigtig godt. Jeg er i dyb kontrol, og det, synes jeg, er fedt to dage i træk, siger Nicolai Højgaard til Viaplay.

- De første syv til otte huller fredag er noget af det bedste, jeg kan huske i det seneste halvandet års tid.

Abu Dhabi Championship er den første af de to store turneringer i Emiraterne, der afslutter DP World Tour-sæsonen. I 2023 leverede Nicolai Højgaard et stort resultat i ørkenen, da han vandt DP World Tour Championship i Dubai.

Det er kun de bedste spillere på touren, der er med i de to afsluttende turneringer. Nicolai Højgaard har i Abu Dhabi dansk selskab i form af tvillingebror Rasmus Højgaard, Rasmus Neergaard og Jacob Skov Olesen.

Sidstnævnte havde en god fredag, hvor han gik anden runde i syv slag under par. Det rækker inden weekenden til en delt tiendeplads - fire slag fra de førende englændere.

Rasmus Neergaard, der i Emiraterne jagter et topresultat for at snuppe en billet til PGA Touren næste år, ligger delt nummer 24 efter de første to runder. Fredagens runde gik han i tre slag under par.

Turneringens sidste dansker, Rasmus Højgaard, blev nummer to i Dubai i fjor, men har indtil videre haft det svært i ørkenvarmen. Efter de to første runder ligger han delt nummer 55.

Denne sæsons DP World Tour har endnu ikke kastet en dansk turneringssejr af sig, og derfor forsøger danskerne i de to sidste turneringer i Emiraterne at undgå en sejrsløs sæson, hvilket vil være første gang i 21 år på touren.

/ritzau/