På få timer gik han fra speedwaysadlen til en blodig, polsk hospitalsseng, som han endnu ikke kan komme væk fra.
Det er de barske realiteter, som den danske speedwaystjerne Nicki Pedersen befinder sig i netop nu.
Godt nok er det blodige sengelagen skiftet, men speedwaystjernen er stadig 'fanget' hos hospitalsvæsenet i Polen, efter han søndag var involveret i et katastrofalt styrt.
»Jeg kunne hurtigt mærke, at der var noget galt med min hofte, og der var noget galt med mit ben, for jeg kunne ikke dreje mig rundt, og jeg kunne ikke komme op på den skide båre. Jeg lå bare på maven, og jeg kunne ikke slynge benene rundt. Der var et eller andet, der ikke vil aktivere.«
»Jeg var godt klar over, at der var noget galt, men hvad der var galt, kunne jeg ikke lige konkludere,« siger Nicki Pedersen efter uheldet.
45-årige Nicki Pedersen blev dog en smule klogere, da han sænkede sit blik over sit ben. For her ventede et grufuldt syn.
»Min kædestrammer, som stikker ud bagved cyklen, er 8-10 centimeter lang. Den sad fem centimeter inde i mit ben, så jeg var godt hægtet fast i cyklen. Det er klart, at dér er jeg i voldsomme smerter,« siger han.
Midt i smertehelvedet blev den danske speedwaykører transporteret til et polsk hospital, hvor han midlertidigt ligger, inden turen går hjem til en operationsstue i Danmark.
Efter styrtet blev det konkluderet, at Nicki Pedersen ikke kun have slået benet, men at hoften og bækkenet var brækket. Derfor er den danske stjerne endnu ikke stabil nok til at kunne drage mod Odense, hvor han skal opereres, selvom han får smertestillende.
»Jeg sidder og afventer minut for minut, hvornår vi kan få mig fragtet til Danmark. Jeg skal specialtransporteres med et fly, fordi jeg må ikke køre. Mit bækken er så skrøbeligt, at jeg ikke kan ligge i ti timer i en bil eller en ambulance,« siger han.
Selvom det er en meget ærgerlig situation for danskeren, kan han alligevel tage en lille smule med sig fra hændelsen.
»Heldigvis tænker jeg med ja-hatten på. Det positive, at det ikke var nakken, den var gal med. Og jeg havde heller ikke slået hovedet, jeg tænkte 100 procent klart.« siger han.
Men med den lange ventetid på hospitalet, er der også tid til at tænke over fremtiden og karrieren.
»Det sætter da nogle tanker i gang, men jeg vil sige, at mine tanker først var, at jeg kan bevæge arme og ben, og da jeg ikke har slået hovedet eller nakken, så burde man kunne få restitueret og fikset resten igen. Så må jeg tage den derfra, om jeg kan samle mig op igen og komme tilbage i den form igen, som det kræver.«
Du har været involveret i flere styrt på det seneste og er kommet lidt op i alderen. Får det dig ikke til at tænke over, om du reelt kan komme tilbage?
»Både ja og nej. Jeg har heldigvis et rigtig godt netværk af læger. Min egen læge ringede i går, hvor jeg spurgte, om det var noget lort, at bækkenet var brækket. Han sagde, at hvis man er i rigtig god grundform, som jeg er, og det, at jeg plejer at restituere hurtigt, gør, at jeg må håbe på det positive.«
»Man skal huske på, at det er mit arbejde. Det er en hård nyser, men selvfølgelig opvejer jeg tingene og tænker over det. Lige i øjeblikket skal jeg have en status på, hvor jeg er. Jeg tager det som det kommer, og så tager jeg en vurdering med lægerne.«
